Fotobøger og talende bamser: Sabrina hjælper børn, der har en far i fængsel

I det røde hjerte kan en fængselsindsat indtale en besked til sit lille barn. Når barnet trykker bamsen på maven, afspilles beskeden. Foto: Kriminalforsorgen

4.000 børn har hver dag en forælder, der sidder i fængsel. Sabrina hjælper de børn, der har en far på Storstrøm Fængsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når man trykker den hvide bamse på maven, kommer der en besked. Den er - ifølge en artikel hos Fængselsforbundet - indtalt af en far, der er indsat på Storstrøm Fængsel.

- Hej, min skat. Kan du sove godt? Jeg håber, dig og bamsen har det godt. Vi ses snart. Kærlig hilsen far.

Sabrina er fængselsbetjent på Storstrøm Fængsel og optræder på grund af sit job kun med fornavn i denne artikel. I to år har hun fungeret som børneansvarlig hver anden uge, og bamsen er én af de ting, der kan gøre det en lille smule nemmere for et barn at bevare sin tilknytning til en forælder i fængslet.

Sabrina er fængselsfunktionær i Storstrøm Fængsel. Hver anden uge fungerer hun som børneansvarlig og hjælper især børnene med at bevare en tilknytning til deres forældre i fængslet. Foto: Kriminalforsorgen


Det kan forhåbentlig være med til at nedbryde de følelser, som nogle børn kan have over at have en far i fængsel.

Sabrina, fængselsfunktionær, Storstrøm Fængsel

Hun tager også billeder af de indsatte og børnene, når familien er på besøg. Og hun laver fotobøger med godkendte billeder fra forskellige områder i fængslet, så børnene ved, hvordan sådan et fængsel egentlig fungerer.

- Jeg har et dueslag i hovedporten, og der ligger anmodningssedlerne fra de indsatte. De kan skrive om alt muligt. Nogle ønsker at få taget billeder med børnene, andre ønsker fotobøger. Den kan børnene få ved et besøg, og de kan tage den med i skole og vise, at et fængsel ikke kun handler om tremmer og isolation, siger hun.

Nedbryder svære følelser

Hun tilføjer, at en stor del af de indsatte har børn. Faktisk har omkring 4.000 børn over hele Danmark hver dag en forælder, der sidder i fængsel. Det svarer til ét barn i hver skoleklasse.

Og for Sabrina er det vigtigt, at børnene ved, at de ikke er alene. Derfor står hun også i spidsen for at lave arrangementer med familierne til jul og i løbet af sommeren, så børnene kan møde hinanden.

- Det er så vigtigt med de her arrangementer. Det kan forhåbentlig være med til at nedbryde de følelser, som nogle børn kan have over at have en far i fængsel, siger hun.

Opbakningen kan være svingende, fordi det enten ikke passer familierne at deltage på en hverdag, eller fordi de prøver at holde familielivet adskilt fra fængselsopholdet. Men da arrangementerne er det eneste, som de ansatte får midler til af direktoratet, har hun et stort ønske om at holde fast i dem.

- Vi har netop holdt to sommerfester, og der var en fin opbakning. Sidste år holdt vi jul med æbleskiver og juleklip, og vi kan se, at det har stor værdi.

Vil gøre besøget så godt som muligt

Udover at få mange positive tilbagemeldinger fra familier og børn, kan hun også mærke på de indsatte, at tiden med børnene giver dem en lille følelse af frihed. Som om at der for en stund lægges et låg over dagligdagen i fængslet.

- Derudover giver det mig en ekstra relation til dem som fængselsfunktionær, fordi jeg kender til en anden del af deres liv, siger hun.

Sabrina håber, at hun i en nær fremtid kan få lov at holde foredrag hos forskellige virksomheder og loger for at få sat skub i sponsoraterne af legetøj til børnene. Foto: Kriminalforsorgen

Sabrinas arbejde går også ud på at søge fonde og sponsorater fra virksomheder, så hun kan forsøde ventetiden for børnene. Det kan være med en slikkepind i indslusningen inden besøget eller på vejen ud.

I øjeblikket har fængslet en fast aftale med Lego, som giver børnene gaver til jul og eid. Men hun håber snart at kunne tilbyde børnene andre ting.

- Jeg ved, at der er forskellige meninger om, hvorvidt børn skal på besøg i fængslet. Men mange af dem kommer på besøg, og så kan vi lige så godt gøre tiden god, når de er der.