27-årige Tarek Rushdi kom som flygtning til Danmark fra Syrien i 2016. I bagagen havde han en afbrudt skolegang fra 7. klasse og flere forsøg på at få lov at gå i skole igen. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Tarek Rushdi havde næsten opgivet skolen. Nu har han hue, topkarakterer og et medicinstudie på vej.
Birgitte GrønningBirgitteGrønning
OffentliggjortSidst opdateret
NYKØBING Da Tarek Rushdi gik i 7. klasse i Syrien, blev han smidt ud af skolen og fik ikke lov at komme igen.
Men han gav ikke op, og den foreløbige belønning for kampen faldt mandag, da han efter bare fem år i Danmark fik sin studenterhue sammen med et eksamensbevis i den tunge ende.
Den 27-årige nybagte students kamp for at få lov at gå i skole har været mildt sagt op ad bakke.
Derfor rakte lettelsen og glæden også fra øre til øre i Tarek Rushdis smilende ansigt, da hans mor strakte sig på tå for at sætte den blå hf-hue på hans hoved på VUC Storstrøm.
Det sidste fag var samfundsfag, og Tarek redegjorde blandt andet for teknikkerne i ekspansiv finanspolitik, inden han fik sit 12-tal og den længe eftertragtede hue.
Annonce
Med huen fulgte masser af blomster og arabiske kindkys fra mor, far, søskende og kæreste, der var mødt op for at hylde familiens centrum denne dag.
Også Tareks lærere sluttede flok omkring ham og dunkede ham anerkendende i ryggen.
Samfundsfag var den sidste af fem eksamener, der alle udløste topkarakteren. Og der er en hel del flere 12-taller på eksamensbeviset, som Tarek Rushdi beskedent undgår at gå i detaljer med.
Men det står fast, at der er et snit pænt over 10 og dermed en adgangsbillet til medicinstudiet på Københavns Universitet, som han drømmer om.
Intet af det er kommet let. Årets første VUC-student har slidt for sin hue.
- Han læser altid. Han har virkelig fortjent det her, jublede tre af Tareks søstre i kor.
Deres smil var om muligt endnu bredere end hovedpersonens. Familien er pavestolte af deres superstudent.
Med Tarek Rushdis egne ord er han ikke klogere end så mange andre, men han er virkelig, virkelig glad for muligheden for at studere.
Så ja, han læser altid.
Sidste fag for Tarek Rushdi var samfundsfag, hvor han blandt andet redegjorde for teknikken i ekspansiv finanspolitik og indkasserede endnu et 12-tal for sin præstation. Udenfor eksamenslokalet ventede mor med huen sammen med jublende søskende og kæresten. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Smidt ud af skolen
Annonce
Tilbage i 7. klasse på den syriske skole, som Tarek beskriver som diktatorisk, røg han i unåde hos skolelederen, da han mødte op uden skoleuniform.
- Jeg forklarede, at min far ville købe uniformen til mig. Vi var bare lidt forsinkede, men jeg blev smidt ud for dårlig opførsel og måtte ikke komme på skolen igen, fortæller han.
Krigen sendte ham først til Saudi Arabien og siden til Tyrkiet, hvor han også forsøgte at komme i skole uden held.
Et let spørgsmål
Så da Tarek Rushdi i 2016 første gang sad overfor en dansk sagsbehandler, var svaret let, da han blev spurgt, hvad han gerne ville. Tarek ville gerne i skole.
Det kom han først på Sprogskolen i halvandet år, så i 9. klasse i et halvt år. Og så var han klar til at begyndte på hf-enkeltfag på VUC.
- At der findes noget som VUC og ovenikøbet SU, er næsten for godt til at være sandt. Det er en mulighed, jeg er så glad og taknemmelig for. Det har måske været hårdt at lære dansk, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg ser kun, at det er dejligt, at jeg har fået chancen, fastslår Tarek Rushdi.
Han er ud af en søskendeflok på ni, og han er langt fra alene om at have grebet chancen for at få en uddannelse i familiens nye hjemland.
En bror er ingeniør, en søster blev student sidste år og læser nu til tandplejer. Og en anden søster bliver også student i år.
Seneste artikler
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik