Friskole drømmer om flere og bedre kvadratmeter

Skovby Friskole havde allerede mærket op til de nye kvadratmeter tilbage i 2019.

Palner om både at bygge til og ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

SKOVBY: Skovby Friskole ønsker mulighed for  at etablere nye faciliteter i direkte tilknytning til de eksisterende bygninger - og i den forbindelse omorganisere og forbedre deres udearealer.

For at forbedre trafikforholdene omkring skolen ønskes desuden etableret et nyt parkeringsområde og forbedrede tilkørselsforhold fra Skovby Tværvej, og for at dét kan lade sig gøre, vurderer Guldborgsund Kommune, at der skal laves en lokalplan på dette - og et kommuneplantillæg tillige.

Formand for teknik, klima- og miljøudvalget, Annemette S. Johnsen, SF, er dog ikke umiddelbart i tvivl om, at det nok skal kunne lade sig gøre fra politisk hold.

- Der er selvfølgelig nogen ting, der skal ses på, sådan er den proces altid. Men som udgangspunkt vil vi gerne støtte op om en lokal skole, der vil forbedre deres faciliteter, forklarer udvalgsformanden.

Trukket tilbage

Skovby Friskole fik i 2019 tildelt en landzonetilladelse ved Guldborgsund Kommune til projektet. Men landzonetilladelsen blev indklaget til Planklagenævnet, som vurderede projektet som lokalplanpligtig, og landzonetilladelsen blev derefter ophævet. Der skal derfor udarbejdes en lokalplan for skolen.

Det er Skovby Friskoles ønske, at en lokalplan kan rumme både de bygninger, der var indeholdt i ansøgning om landzonetilladelse, men at lokalplanen herudover rummer behov for bygningsudvidelse, der rækker længere ud i fremtiden. Skolen har blandt andet et konkret ønske om på længere sigt at kunne etablere en mindre børnehave i tilknytning til skole og SFO.

Allerede i gang

Selvom det ikke er et krav, er skolen allerede begyndt at høre de nærmeste naboer om forslag til, hvordan en eventuel udvidelse bedst muligt skal foregå:

- Det er altid dejligt at se, når lokalsamfundet bliver inkluderet. På den måde opnår man det bedste resultat, er jeg sikker på, vurderer udvalgsformand Annemette S. Johnsen.

- Det er altid dejligt at se, når lokalsamfundet bliver inkluderet. På den måde opnår man det bedste resultat, er jeg sikker på.

Annemette S. Johnsen