Friskole i Gedser truet på eksistensen

For få år siden havde Friskolen Østersøen i Gedser godt 50 elever. I dag er tallet mere end halveret og er nede på 23, og det giver anledning til bekymring for fremtiden, fastslår lærer Jørgen Larsen, som har gjort turen med, siden friskolen opstod i 2004, efter Sydfalster Kommune drejede nøglen om til Østersøskolen.

- Med beliggenhed i Gedser har Friskolen Østersøen et geografisk problem, fordi vi kun har opland i én retning og hav på de tre andre sider, siger Jørgen Larsen.
- Men der er sådan set børn nok i den rigtige alder at tage af i Gedser, som ikke går på vores skole, siger Jørgen Larsen.

Ifølge Jørgen Larsen er der i friskolens regi dannet et udvalg med en forælder Michael Jensen som formand, som skal udtænke nye tiltag for at få flere elever til friskolen.

Den katastrofale nedgang i elevantallet på Friskolen Østersøen influerer også negativt på økonomien. Elevantallet er nemlig under spærregrænsen for at få statstilskud, der gives for elever i 7. klasse og nedefter til børnehaveklasse.
- Vi mangler i øjeblikket 10 elever for at kunne få statstilskud. Men vi er ikke færdige med at kæmpe. Og jeg håber naturligvis, at vi med nye fremstød for friskolen kan få vendt den negative udvikling, siger Jørgen Larsen.

På lønningslisten har Friskolen Østersøen to lærere og en leder. Den nuværende leder, Lill Arendt Hemmingsen, har været sygemeldt i et par måneder.




Antallet af elever i Friskolen Østersøen i Gedser er mere end halveret i løbet dens fem år lange levetid

Offentliggjort Sidst opdateret