FRUGTFESTIVALEN HAR FUNDET SIN NYE STYRMAND

Den 17. september går det løs med en ny omgang frugtfestival og åbningstale på Torvet i Sakskøbing. Denne gang bliver det Birte Aagaards sidste i forhold til at stå i spidsen for alt det organisatoriske arbejde omkring den store årlige begivenhed. Privatfoto

Der er nu sat navn på, hvem der skal tage over efter Birte Aagaard i forhold til at have styrmandskasketten på i det store organisatoriske arbejde, der ligger bag den årlige afvikling af Sydhavsøernes Frugtfestival.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Sydhavsøernes Frugtfestival har fået ny styrmand. Det bliver således Bjarne Petersen, som skal afløse Birte Aagaard bag det store ror, når kursen fremover skal sættes for endnu en runde med Danmarks største frugtfestival. Men ikke helt endnu.

- Det er blevet besluttet at, at den kommende udgave af frugtfestivalen her i næste måned bliver med Birte Aagaard i front. Hun kører denne festival med og forestår den efterfølgende evaluering, og derefter er det meningen, jeg skal tage over. Jeg er blevet lært op og skal også under den kommende festival være med på sidelinjen, inden jeg officielt tager over efter Birte Aagaard fra årsskiftet, fortæller Bjarne Petersen.

Han var - efter at have været vicepræsident i den lokale Saxkjøbing Rotary - udset til at skulle starte på præsidentposten samme sted fra den 1. juli i år. Sådan skulle det ikke gå, da der blev peget på Bjarne Petersen som Birte Aagaards afløser.

En meget vigtig begivenhed for byen

- Der er ingen tvivl om, at det er en stor opgave at stå for alt det organisatoriske arbejde, som Birte Aagaard har gjort gennem mange år omkring frugtfestivalen. Det er samtidig en meget vigtig begivenhed for byen, og Saxkjøbing Rotary har i forvejen været med i mange år med salg af æbleflæsk og forskellige praktiske opgaver. Men da bestyrelsen i Saxkjøbing Rotary havde vurderet på tingene, blev der enighed om, at Hans Jørgen Madsen tiltrådte som præsident et år tidligere end planlagt, og jeg fik en fri rolle til at kunne koncentrere mig om det organisatoriske arbejde omkring frugtfestivalen. Heldigvis har jeg god opbakning til opgaven fra de 40 medlemmer i Rotary, så jeg står ikke alene, understreger Bjarne Petersen, der udover fra formandsposten for Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen også har erfaring med organisatorisk arbejde via jobbet som direktør i lokale Data Larsen & Co ApS.

Meldte ud i god tid

Det er på mange organisatoriske fronter en rutineret herre, som nu skal afløse Birte Aagaard, der for længst har meldt ud, at hun håbede på at kunne finde en afløser, der kunne følge hende og lære af hendes erfaringer, imens sensommerens frugtfestival blev bygget op til at modtage de forventeligt mere end 20.000 gæster i Sakskøbings gader for 14. gang lørdag den 17. og 18 september.

Og Bjarne Petersen er, hvis nogen skulle være i tvivl om den sag, helt klar over, hvor store sko, der skal fyldes ud efter 13 år med Birte Aagaard som samlende koordinator omkring frugtfestivalen.

Jeg må sige, at jeg er blevet mere og mere imponeret hen af vejen i forhold til, hvor meget arbejde Birte Aagaard har lagt i jobbet omkring frugtfestivalen

Bjarne Petersen

- Jeg må sige, at jeg er blevet mere og mere imponeret hen af vejen i forhold til, hvor meget arbejde Birte Aagaard har lagt i jobbet omkring frugtfestivalen. Der er selvfølgelig nogle strategier, som bestyrelsen i foreningen bag festivalen står på mål for med Claus Meyer som formand, og så er det ikke nogen lille opgave at udføre alt det praktiske arbejde med over 100 frivillige. Men heldigvis har langt de fleste af medlemmerne i Saxkjøbing Rotary allerede sagt ja til at bakke op i forhold til den store praktiske opgave, selv om den selvfølgelig ligger lidt ud over de aktiviteter, Rotary normalt beskæftiger sig med, fortæller Bjarne Petersen.

I øvrigt skulle det store program være lige på trapperne, forlyder det fra frugtfestivalens projektleder Povl Lønberg.

Sydhavsøernes Frugtfestival

  • Frugtfestivalen er en tradition, hvor man dyrker fællesskabet og passionen om den friske frugt i de cirka 60 stande, der er åbne for besøg. Derudover kan man få ny viden og inspiration gennem workshops, ligesom der vil være talrige konkurrencer. Der er oplevelser for hele familien, uanset om frugten skal plukkes i børne- eller voksenhøjde.
  • På Sydhavsøernes Frugtfestival kan man møde frugtavlere og forædlere fra hele landet, høre deres historier om frugtavl gennem generationer eller passionen bag produkterne.
  • Frugtfestivalen arbejder for at øge bevidstheden om bæredygtighed i dansk frugt, som kan nydes hele året, og som ikke er transporteret fra en mark i syden til indkøbskurven.
  • Lørdag den 17. søndag den 18. september 2022 afvikles den 14. udgave af det, som i dag regnes for at være landets største frugtfestival.