Frustreret kulturliv skriver brev til statsministeren

Maskens skuespillere øvede så sent som i går på ungdomsforestillingen "Offside" uden at vide, om de nogensinde kommer til at optræde med den foran et publikum. Den har premiere 20. marts. Foto: Privat

Teatret Masken og 500 andre kulturinstitutioner i landet efterlyser en langsigtet plan for genåbning af kulturlivet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Frustrationen står både på og mellem linjerne i det brev, mere end 500 kulturinstitutioner i Danmark har sendt til statsminister Mette Frederiksen (S).

- Vi ved godt, at hele kulturlivet ikke står først i genåbningskøen. Men vi har alle mærket, hvor vigtig kulturen er for fællesskab, personlig trivsel og mental sundhed.

- Derfor har vi brug for en plan, så vi kan forberede os på, at vores millioner af publikummer kan vende trygt tilbage til den kultur, de længes efter. Den kultur, der lever, ånder og udfolder sig ude i virkeligheden blandt andre mennesker - på scenerne, i kulturhusene og på museerne - blandt mennesker og langt væk fra de skærme, de fleste af os har set os blinde på, skriver kulturlivets organisationer blandt andet til Mette Frederiksen.

Åbne arme

Og brevet slutter med en direkte appel:

- Så hjælp hele Danmark. Giv os optimisme og håb med en genåbningsplan, så kulturlivet kan stå klar med åbne arme, der kan favne og samle os alle.

I et åbent brev til statsministeren efterlyser Danmarks kulturliv en plan, der sikrer, at kulturinstitutionernes økonomi kan blive bæredygtig igen i form af et langsigtet økonomisk sikkerhedsnet, der skaber ro, indtil de sidste corona-restriktioner forsvinder.

Afsenderen på det åbne brev fra Danmarks kulturliv til statsministeren er mere end 500 kulturinstitutioner i Danmark repræsenteret ved organisationerne Dansk Teater, Dansk Live, Danske Koncert og Kulturhuse, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Organisationen Danske Museer og Danmarks Biblioteksforening.

De gældende restriktioner frem til foreløbig 5. april lyder sådan:
"Lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter, skal holdes lukkede for offentligheden. Det gælder blandt andet teatre, koncertsale, spillesteder, museer, kunsthaller, kulturhuse, biografer, biblioteker (med undtagelse af aflevering og udlån af bøger og andre materialer til forsknings- og undervisningsbrug), aftenskoler, daghøjskoler, Folkeuniversitetet samt musik- og kulturskoler".

Vi er så frustrerede

Men genåbningsplanerne handler foreløbig om butikker, skoler, højskoler og efterskoler. Ikke om teatre, museer og biografer.

På Teatret Masken bakker leder Hannah Karina Mikkelsen fuldt op om budskabet i brevet til statsministeren.

- Vi er så frustrerede, fordi det er umuligt for os at planlægge vores arbejde. Vi står med en næsten færdigproduceret ungdomsforestilling, der har premiere 20. marts, men vi ved ikke, om vi får lov at spille den for et publikum. Måske kan vi spille ugen efter påske - måske ikke. Det er uvisheden, der er værst, forklarer Hannah Karina Mikkelsen.

Teatret Masken står også overfor at skulle forlænge kontrakter med ansatte og lave pr-arbejde for forestillingen "Offside".

- Hvordan skal vi vide, om vi kan forlænge en kontrakt, eller hvornår vi kan invitere skolerne ind og se vores forestilling? Det er vildt frustrerende for alle parter, og vi ønsker os bare en afklaring. Om det så er meldingen om, at vi er lukket ned til sommer, er det bedre end uvisheden, mener Hannah Karina Mikkelsen

Senest har regeringen meldt ud, at der kommer en genåbningsplan 23. marts.

- Det er så den dato, vi forholder os til. Vi kan ikke gøre andet, konstaterer teaterlederen.