Frygtede for sikkerheden: Nu har de lukket sagen om populær stenstrand
På en sommeraften for nu fem år siden mødte omkring 100 lokale borgere frem på Soesmarke Strand for give deres støtte til at fastholde stranden med de nyetablerede stensætninger frem for at nedlægge den og føre den tilbage til tidligere tiders “sumpagtige” tilstand. Nu er sagen behandlet færdig hos Kystdirektoratet. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen, FT
Tilbage i 2019 blev der efter en anmeldelse fra en strandgæst nedlagt påbud fra Kystdirektoratet om at tilbageføre Soesmarke Strand til tidligere tiders "sumpagtige" tilstand. Fem år senere er sagen om den populære menneskeskabte kyststrækning erklæret for lukket.
En langstrakt klagesag om en populær kyststrækning er slut. Soesmarke Strand gik på få år fra en "sumpagtig" tilstand til nye stensætninger og endte som en sag for Kystdirektoratet.
Her er strandsagen fra Lollands nordøstlige hjørne nu lukket og afsluttet fem år efter et påbud om at tilbageføre Soesmarke Strand til tidligere tiders tilgroede og ikke særlig indbydende udseende.
Det er den nyhed, som John Knudsen, der er formand for Fællesrådet for Guldborg og Omegn, nu kan viderebringe.
Har lukket sagen
- Vi har netop fået svar fra Kystdirektoratet omkring Soesmarke Strand, og her har vi fået at vide, at de har lukket sagen. Ting tager tid, men heldigvis endte det hele godt.
Sådan lyder det fra John Knudsen på baggrund af den henvendelse, han forleden modtog fra Kystdirektoratet i den sag, som for fem år siden tiltrak sig massiv lokal opmærksomhed.
En augustaften i 2019 mødte dengang op mod 100 lokale borgere frem på Soesmarke Strand, som blev fyldt op med sympatierklæringer, taler, fællessang og guitarspil samt grillhygge og fakler.
Lokalbefolkningen fik - dengang i 2019 - med al tydelighed vist, at der var stor støtte i lokalsamfundet til at beholde det lokale åndehul med 30 meter kyststrækning fuld af menneskeskabte stensætninger.
Det skete på baggrund af, at Guldborgsund Kommune havde videresendt en anmeldelse til Kystdirektoratet fra en borger, som var bekymret for sikkerheden på Soesmarke Strand med de menneskeskabte stensætninger.
Endte med påbud
Kystdirektoratet endte med at give et påbud om at fjerne den menneskeskabte strand med dens nyere stensætninger, så stranden kunne føres tilbage til tidligere tiders udseende. Men nu lyder det sådan her i meddelelsen om Soesmarke Strand fra en fuldmægtig i kystzoneforvaltning:
- Det er Kystdirektoratets vurdering, at forholdene vedrørende strandbeskyttelsen er lovliggjort, hvorfor sagen lukkes ved Kystdirektoratet. Kystdirektoratet har orienteret kommunen herom.
Mormor med barnebarn
Det ville også være fjollet, om Soesmarke Strand skulle føres tilbage til det, den var
John Knudsen, formand for Fællesrådet for Guldborg og Omegn
- Det ville også være fjollet, om Soesmarke Strand skulle føres tilbage til det, den var, inden der blev ryddet op og sat nye stensætninger, bare fordi en mormor var usikker på, om det var farligt for hendes barnebarn at bade der. Det var jo sådan, anmeldelsen og det hele startede. Men heldigvis endte det hele med ikke at blive til noget, lyder det fra John Knudsen, der er glad og lettet over udfaldet af sagen, som fik meget opmærksomhed og bragte mange støttende underskrifter for en bevarelse frem i lokalbefolkningen tilbage i 2019.
Seneste artikler
Færre tog mellem Falster og Sjælland i mindst en uge
Nu er broklapperne klar til sejlerne
Forsøgte at aflive hængebugsvin med haglgevær
Skiveskårne champignoner tilbagekaldes efter fund af listeria
Forsvarer i yacht-sagen: - Jeg synes, det er en forkert dom
Mest læste artikler
Familien reddede sig ud af brændende hus
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Lang kø til åbning af butik
Efter traktorulykke: Her er politiets formodning