Fugleinfluenza i fjerkræbesætning på Lolland

Hønsene på billedet har ikke forbindelse til den aktuelle historie. Arkivfoto: Colourbox

Fødevarestyrelsen oplyser, at der er konstateret fugleinfluenza hos en lokal hobbybesætning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er konstateret fugleinfluenza i en hobby-fjerkræbesætning ved Sakskøbing. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge styrelsen er sygdommen konstateret i prøver, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen. Fundet betyder, at godt 25 høns og ænder aflives. Det sker dels af hensyn til dyrevelfærden og dels for at begrænse risikoen for smittespredning.

Fødevarestyrelsens pressevagt oplyser til Folketidende, at dyrene sendes til destruktion, når de er blevet aflivet.

Fødevarestyrelsen understreger, at fugleinfluenza kun meget sjældent smitter mennesker, men pressevagten opfordrer til, at man både indenfor zonerne og helt generelt skifter fodtøj, når man kommer udefra og går ind til sine dyr for at mindske risikoen for smittespredning, da smitten ofte spredes af trækfugle udefra.

Opretter beskyttelseszone

Ifølge Folketidendes oplysninger skal fugleinfluenzaen være konstateret på en adresse i Tårs-området nord for Sakskøbing, men det har ikke været muligt at få bekræftet denne oplysning fra officiel side.

Smitteudbruddet betyder, at Fødevarestyrelsen nu har oprettet en tre kilometer bred beskyttelseszone og en 10 kilometer bred overvågningszone rundt om den smittede fjerkræbesætning.

Det vil sige, at ejere af høns og andre fugle, som bor indenfor zonerne, skal registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk, oplyser Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.

For fugleejere indenfor beskyttelseszonen betyder det, at det er forbudt at afholde udstillinger med fugle, flytte fugle og produkter fra fugle indenfor og ind og ud af zonen, medmindre Fødevarestyrelsen har givet tilladelse. Og fjerkræ og fugle skal beskyttes mod kontakt med vilde fugle.

Indenfor overvågningszonen er det blandt andet forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, medmindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen, hedder det i pressemeddelelsen.

Restriktionerne kan tidligst ophæves 30 dage efter, at de ramte fugle er aflivet, og desinfektionen af den ramte ejendom er afsluttet.

Du kan læse hele pressemeddelelsen fra Fødevarestyrelsen HER. I bunden af pressemeddelelsen er der links til, hvordan man finder ud af, om man bor indenfor en af de to zoner og mere information om reglerne indenfor zonerne.

Det vides ikke, hvordan smitten har ramt besætningen på Østlolland, men Folketidende har så sent som i går tirsdag kunnet berette om fugleinfluenza i døde fugle på en strand ved Guldborg.

Fugleinfluenza på Lolland - råd og regler fra Fødevarestyrelsen

Fugleinfluenza kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle og blive bragt ind i fjerkræindhegninger, når deres ejere går ind til dyrene. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man rengør sine støvler, inden man går ind til fuglene.

Fødevarestyrelsen anbefaler endvidere, at alle fugle bliver holdt i en indhegning, som er overdækket med fast tag, net eller tråd, og at dyrene altid får foder under tag, så vilde fugle ikke kan komme i nærheden af foder og drikkevand og dermed smitte besætningen. 

Udbruddet med fugleinfluenza er det sjette siden årsskiftet. Allerede i år er tæt ved 100.000 stykker fjerkræ, fordelt på flere besætninger, aflivet på grund af fugeinfluenza

Hvis du ser høj dødelighed eller problemer med vejrtrækningen hos dine fugle, kan det være et tegn på fugleinfluenza. Du skal i så fald kontakte en dyrlæge.

Kilde: Kilde: Fødevarestyrelsen