Fuld opbakning i byrådet til plan for beskæftigelse

Beskæftigelsesplanen lægger blandt andet op til, at nyttejobordningen skal bruges i endnu større omfang end hidtil. Foto: Arkiv

Der kommer mere fokus på at få unge og udsatte i arbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Det går den rigtige vej, så nu gælder det om at udnytte momentum på beskæftigelsesområdet.

Det udsagn kunne alle byrådets medlemmer tilslutte sig, da politikerne torsdag aften til byrådsmødet vedtog kommunens beskæftigelsesplan for 2020. Formanden for beskæftigelsesudvalget, Ole K. Larsen (V), slog de positive toner an.

- I 2019 oplevede vi et fald i ledigheden på 7,6 procent, så vi nu er nede på en ledighed på 3,9 procent eller cirka 1.000 personer. Og i år forventes det, at der bliver skabt 150 arbejdspladser her i kommunen, sagde Ole K. Larsen, der dog også hæftede sig ved, at der er 7.500 voksne borgere i kommunen på offentlig forsørgelse.

Ole K. Larsen vil have så mange borgere som muligt med på arbejdsmarkedet, og det skal især ske ved en tidlig indsats.

- Den nye forberedende grunduddannelse, FGU, er kommet godt fra start. Der er stor søgning til FGU, og mange unge er så at sige blevet "vendt i døren" til Jobcentret og kommet i uddannelse eller job. Det fokus skal vi holde, og vi skal sørge for, at nyttejobordningen bliver udvidet, så vi får så mange borgere som muligt med på arbejdsmarkedet, sagde Ole K. Larsen.

Chris Veber fra Dansk Folkeparti glædede sig over, at repatriering er skrevet ind i beskæftigelsesplanen, mens Dennis Fridthjof (S) hæftede sig ved, at de fleste faglærte i kommunen er over 50 år. Derfor skal der arbejdes målrettet på at uddanne de unge.

Beskæftigelsesplanens strategisk del består af otte forskellige indsatsområder:

Unge skal i uddannelse eller job

Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft

Jobparate og tilflyttere skal i beskæftigelse

Udsatte borgere skal tættere på arbejdsmarkedet

Sygefraværet i arbejdsstyrken skal nedbringes

Flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende

Det skal være attraktivt for ledige at blive iværksætter

Rettigheder og pligter skal overholdes, og socialt bedrageri skal bekæmpes

Kilde: Guldborgsund Kommune