Gadeteater får håndsrækning

Nordea-fonden giver penge til projektet Gadeteater i Skolegården.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Kulturforvaltningen i Guldborgsund Kommune har modtaget støtte fra Nordea-fondens Lokalpulje til aktiviteten "Gadeteater i Skolegården".

Teaterprojektet er et mindre gadeteaterprogram, som løber parallelt med Danmarks Internationale Gadeteaterfestival, der for tredje år i træk gæster Nykøbing til august. Støtten er øremærket blandt andet materialer, produktion og transport.

- Vi er glade for og spændte på ligesom sidste år at sende en række forestillinger ud til udvalgte skoler i kommunen, så også elever uden for Nykøbing kan opleve gadeteater af internationalt format, siger Martin Lohse (G), der er formand for kultur, fritid og bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune.

Med de 20.000 kroner i støtte kan Guldborgsund Kommunes kulturforvaltning i tæt samarbejde med Danmarks Internationale Gadeteaterfestival, Teaterforeningen Guldborgsund, Egnsteatret Masken og Center for Børn og Læring, der også har givet et tilskud til projektet, nu gennemføre tre gadeteaterforestillinger på henholdsvis Eskilstrup Skole, Nysted Skole og Stubbekøbing Skole.

- På Eskilstrup, Nysted og Stubbekøbing skoler kan vi nå en stor gruppe børn på netop de klassetrin, som de enkelte forestillinger primært henvender sig til, og det ser vi meget frem til, siger Martin Lohse.

Det går godt i spænd med udvalgets strategi om at få kunsten ud til alle borgere i alle aldre.

- Vi arbejder med at styrke kunst i Guldborgsund Kommune og har fokus på at øge adgangen til kunst for borgerne. Ikke mindst for børn og unge, som vi gerne ser oplever kunsten, herunder teateret, som en naturlig del af deres hverdag. Vi prioriterer sådanne dannelsesanledninger højt og er derfor meget taknemlige for denne støtte fra Nordea-fondens Lokalpulje, siger Martin Lohse.

Nordea-fonden uddeler med Lokalpuljen hvert år 25 millioner kroner til lokalt forankrede projekter i alle egne af Danmark.

- Nordea-fonden støtter gode liv og lægger vægt på, at "kulturen er tæt på dig", siger Anita Hessel Pedersen, der er filialdirektør i Nordea i Nykøbing.

Hun glæder sig over at kunne give penge til et lokalt initiativ:

- Det er en stor glæde at støtte "Gadeteater i Skolegården", hvor børnene både får kulturen helt tæt på i deres skole-hverdag og samtidig også vil opleve nye fællesskaber opstå i forbindelse med de publikumsinvolverende gadeteaterforestillinger. Det er en fornøjelse at uddele støtte lokalt og opleve, at rigtig mange af vore kunder får gavn af midlerne.