Gammel lokalplan bliver støvet af

Det er på den gamle savværksgrund (i billedets venstre side), at de otte nye huse skal placeres, når planerne er klar hos kommunen. Foto: Anders Knudsen

Stadig forhandlinger om udseende af otte nye huse.

Offentliggjort Sidst opdateret

HESNÆS Der arbejdes stadig på at gennemføre en gammel lokalplan om nye huse, der skal ligge på Savværksgrunden i Hesnæs.

Siden efteråret har Det Classenske Fideicommis, der ejer grunden, og Guldborgsund Kommune forhandlet om, hvordan projektet skal se ud.

- De forhandlinger foregår stadig, fortæller godsforvalter Poul Schreiner Hansen til Folketidende.

Forhandlingerne går ud på, at de otte planlagte huse skal placeres, så beboerne i dem får en bedre udsigt.

Husene skal måske også have et andet udseende, end de havde i den oprindelige lokalplan.

- Vi har stadig forhandlinger med kommunen om lokalplan 110 Hesnæs.

Poul Schreiner Hansen, godsforvalter, Det Classenske Fideicommis

Plan fra 2008

Lokalplan 110 Hesnæs, hvorefter der kan placeres otte nye huse på Savværksgrunden, stammer fra 2008.

Ifølge den skulle de nye huse, der skal placeres mellem Bagerste Vej og havnen, være af træ.

- Det lignede nok mest sommerhuse. Nu vil vi prøve at give dem et lidt andet look, så de kommer til at se lidt mere eksklusive ud, siger Poul Schreiner Hansen.

Det betyder ifølge godsforvalteren blandt andet, at husene kan males, og at de - i modsætning til tidligere - skal forsynes med stråtag.

Og så skal husene som nævnt placeres lidt anderledes på grunden, end der står i planen fra 2008.

Godsforvalteren siger også, at der til sin tid kommer en høring blandt naboerne til Savværksgrunden i Hesnæs.

Håber på dispensation

Poul Schreiner Hansen håber på, at ændringerne i den eksisterende lokalplan kan klares med en dispensation.

- Hvis der derimod skal en helt ny lokalplan til, så kan der gå et helt år, siger han også.