Går videre med plan om sygehusfusion
Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Regionsrådet i Region Sjælland besluttede på et møde tirsdag at arbejde videre med planerne om en organisatorisk fusion mellem Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital.
Planerne om at gøre Nykøbing F. Sygehus til en afdeling under Sjællands Universitetshospital i Køge er rykket et skridt nærmere mod at blive til virkelighed.
I går tirsdag skulle regionsrådet i Region Sjællands på dets månedlige møde blandt andet tage stilling til det, der i dagsordenens sagsfremstilling betegnes som en organisatorisk fusion med én fælles sygehusledelse på de to sygehuse pr. 1. januar næste år.
Og ifølge TV2 Øst var det et enigt regionsråd, der besluttede at gå videre med planerne. Baggrunden for fusionsplanerne er, at det er svært at skaffe personale til Nykøbing F. Sygehus. Tanken er derfor, at sammenlægningen til én fælles sygehusledelse skal højne det faglige miljø og sikre kvaliteten i behandlingen på sygehuset i Nykøbing.
Da planerne blev offentligt kendt for en uges tid siden, skabte det en vis bekymring for, om fusionen er første skridt på vej mod en lukning af sygehuset i Nykøbing, men det afviste regionsrådsformand Heino Knudsen (S) på tirsdagens møde ifølge TV2 Øst.
- Jeg kan høre, at der er borgere, der er bekymrede for, at det her er det første skridt hen imod at lukke sygehuset i Nykøbing Falster. Det er det modsatte. Men vi er nødt til at gøre noget, hvis skal sikre, at vi fremover kan rekruttere medarbejdere til sygehuset og samtidig sikre et højt fagligt niveau, lød det fra Heino Knudsen ifølge TV2 Øst.
Den endelige beslutning om, hvorvidt Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital skal fusioneres og have en fælles ledelse, træffes af Region Sjællands forretningsudvalg 22. august.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker