Garden vil gerne være større

 

Nykøbing Falster Garden er klar til en ny sæson, og der er plads til flere medlemmer.
Derfor inviteres børn og unge der er fyldt otte år og som har lyst til at få musik og rytmik i kroppen til at kigge forbi lokalerne på Poul Martin Møllersvej 14 til det årlige informationsmøde tirsdag 30. august kl. 18.30.
- Garden består for øjeblikket af ca. 20 piger og drenge, men vi kan sagtens være mange flere. På velkomst- og informationsmøde får interesserede og deres forældre mulighed for at få information om livet som gardist og for at stille spørgsmål til ledelsen og de ”gamle” gardister over en kop kaffe eller en sodavand, fortæller formand Anne-Marie Skriver.
Gardens musikanter spiller på fløjter, trommer og lyrer, som de optræder med ved march, koncerter og tattoo, til konkurrencer, byfester og jubilæer m.m.
Men inden nye medlemmer når så langt, sørger gardens musikundervisere og professionelle instruktører for den nødvendige oplæring. Derfor behøver nye medlemmer ikke at have nogle musikalske forudsætninger.
Undervisningen foregår hver tirsdag i gardens lokaler.
Der arrangeres også fællesture og weekend-arrangementer med sjove og muntre oplevelser på programmet. 
 
 
 

Nykøbing Falster Garden holder informationsmøde 30. august kl.18.30.

Offentliggjort Sidst opdateret