Gastro-kok ny vært hos Cocomarie

Her ses Cocomarie ud til Guldborgvej, og fremover bliver det med en gastro-kok som ny forpagter. Foto: Kim Møller Pedersen

Det er lykkedes for Guldborg Camping at indgå samarbejde med Jens Parsberg om at forpagte restauranten Cocomarie.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORG: Hos Guldborg Campings restaurant Cocomarie skrues der op for både kvalitet og kreativitet. Startskuddet til den proces går den 4. juni, hvor såvel lokale gæster som turister er velkomne, når spisestedet Cocomarie igen åbner op.

For Tina og Koos Daniels, der er indehavere af Guldborg Camping, er det dermed en drøm, som går i opfyldelse.

- Gennem de seneste otte år har vi udviklet og udbygget Guldborg Camping - herunder etableret vores restaurant Cocomarie, som vi åbnede i 2018, indleder Tina og Koos Daniels om det årelange tilløb til nu at kunne præsentere en ny vært i gastro-kokken Jens Parsberg.

Atmosfære og plads til ro og velbehag er med camping-parrets egne ord vigtige værdier, når det handler om at give deres gæster den bedst mulige oplevelse efter at være drejet af Guldborgvej og ind på Cocomarie.

- Det har også betydet masser af kreative og spændende menuer i vores restaurant, der hurtig er blevet kendt som et af områdets bedste spisesteder. Succesen har vokset sig så stor, at det blev relevant at lade Cocomarie overgå til en kompetent forpagter. Vi er både stolte og beærede over, at det blev Jens Parsberg, som er topprofessionel og har præcis den rette kærlighed til sit håndværk, forklarer Tina og Koos Daniels.

Succesen har vokset sig så stor, at det blev relevant at lade Cocomarie overgå til en kompetent forpagter.

Tina Daniels

Kan tiltrække turister

Parret forventer også, at den nye forpagter kan være med til at tiltrække turister.

- Os, der bor her i området, ved godt, at Guldborg Camping idag er en unik campingplads med en unik gastrorestaurant, der summer af atmosfære, velsmag og høj standard. Men gæster, der kommer udefra, bliver meget overraskede. Og jeg er overbevist om, at vi med en gastro-kok i spidsen for Cocomarie og de udvidede åbningstider og tilbud vil tiltrække endnu flere turister, forklarer parret.

Cocomarie forbliver efter planen et autentisk og hyggeligt spisested, nu med fokus på bæredygtighed og et nordisk blik på sæsonens råvarer og madlavning. Der vil løbende også blive budt på a la carte kort til frokost og aften, brunch og økologiske vine. Dertil kommer diverse events hen af vejen.

Krolf, gokartbane og udstilling

- Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for Cocomarie. Jeg skal drive restauranten sammen med min bedre halvdel, Katrine Kehl og er meget glad for at dele det med hende, da hendes blik for økologi, vegansk mad og høj service vil blive et uundværligt bidrag til, at vores gæster vil få nogle fantastiske oplevelser hos os. Vi er også sikre på, at det gode samarbejde, vi allerede har med Tina og Koos, vil skabe synergi og mulighed for udvikling af spændende koncepter, fortæller Jens Parsberg.

Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for Cocomarie. Jeg skal drive restauranten sammen med min bedre halvdel Katrine Kehl.

Jens Parsberg

Ud over Jens Parsberg ved roret i Cocomarie åbner Guldborg Camping også sæsonen med andre nyheder som eksempelvis krolf, ny gokartbane og en udstilling om Guldborg og Omegns historie helt tilbage til middelalderen.