Gener for naturen afvises

Godsejer Kim Brockenhuus-Schack vil tage 128 hektarer ud af drift for at etablere vindmøller og solceller. Men det er kun en meget lille del af områdets samlede landbrugsjord, siger firma. Foto: Flemming Keith Karlsen

Ingeniørfirmaet Niras har givet en vurdering af Vennerslund-plan.

Offentliggjort Sidst opdateret

VENNERSLUND Seks store vindmøller og et stort solcelleanlæg vil ikke påvirke naturen ret meget.

Sådan lyder konklusionen i en vurdering, som ingeniørfirmaet Niras har lavet af den planlagte Vennerslund Energipark.

Vurderingen er et af de mange bilag, som lå til grund, da teknisk udvalg i Guldborgsund Kommune i sidste uge behandlede planen ved Vennerslund.

Som omtalt var der i udvalget fire stemmer for og én stemme imod at anbefale planen.

Vindmøllerne

Niras skriver, at de roterende møller på vindmøllerne kan medføre, at fugle og flagermus bliver ramt af vingerne og omkommer.

Men man henviser også til, at der i 2017 blev udarbejdet en konsekvensvurdering for Natura 2000-området, som Guldborgsund er en del af.

Her blev det konkluderet, at risikoen for kollision mellem vinger og fugle er omkring to procent.

- Danske undersøgelser har vist, at gæs og sangsvaner vænner sig til møllerne og søger føde imellem dem, står der i vurderingen.

Arealet, som møllerne vil påvirke, er ifølge vurderingen 75 hektarer.

Solcellerne

Heller ikke solcellerne vil påvirke Natura 2000-området, mener Niras.

Dette anlæg vil omfatte 52 hektarer, der skal omgives af bevoksning og have en højde af et par meter.

- Hvis man overholde de overordnede retningslinjer, og hvis solcellerne ikke reflekterer, så kan det ikke påvirke væsentligt, siger vurderingen.

Samlet vil energianlægget omfatte 128 hektarer.

- Det er en meget lille del af de 13.000 hektarer landbrugsjord i området, siger vurderingen.