Gik for bedre skolevej

Tanja Beckmann Sørensen ville vise politikerne, at skolevejen ikke er sikker nok. Foto: Ingrid Riis

Mange steder er der ingen cykelsti, der er adskillige forvirrende kryds.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Regnen silede ned, men de i alt cirka 20 fremmødte ved Østerbroskolen var forberedt på strabadserne lørdag formiddag og havde regntøj og paraplyer med.

Agendaen var klar: Der skal skabes en mere gennemtænkt plan for afviklingen af trafikken til og fra Østerbroskolen, lød det fra arrangør Tanja Beckmann Sørensen, forkvinde for Naboskab Østerbro.

- Jeg har inviteret hele kommunalbestyrelsen. De var meget velkomne til at deltage - i sidste ende er det jo dem, der sidder og kan træffe beslutningerne. Og jeg føler, det er vigtigt for beslutningsprocessen, at de kommer ud og ser på, hvordan det ser ud i virkeligheden. En ting er tegninger og rapporter, men se bare på den bil dér, der har lavet sin egen parkeringsplads midt i det hele. Den ser man kun, når man kommer herud i virkeligheden, forklarer Tanja Beckmann Sørensen.

Kun to kommunalpolitikere dukkede op: Simon Hansen, Socialdemokratiet, og René Fjeldsøe Sørensen, Guldborgsundlisten, havde iklædt sig passende tøj og var gået med på turen, der startede fra Østerbroskolen allerede klokken ni om formiddagen.

- Vi har en interesse i, at hele vores kommune fungerer. Både Simon og jeg har været med til at stemme for den skolesammenlægning, der nu har resulteret i Østerbroskolen, og trafiksituationen er noget af det, der bekymrer folk, forklarer René Fjeldsøe Sørensen.

Har selv været ude

Han forklarer, at han selv ad flere omgange har taget opstilling forskellige steder på Østerbro for ved selvsyn at se, om der er noget, der ikke forløber, som det bør:

- Jeg sidder i trafiksikkerhedsrådet og har været ude at se på situationen flere gange. Man bliver nødt til at være inde i situationen, så man kan træffe de rigtige beslutninger. Den morgentrafik, jeg har set, bliver afviklet fint. Folk kører pænt, der er respekt for de cyklende, oplever jeg. Men jeg har taget nogle af de ting, jeg er blevet forelagt, og har taget dem med videre, forklarer René Fjeldsøe Sørensen.

- Skoledistriktet er blevet så stort, og jeg synes ikke, man har løftet opgaven. Der burde laves en overordnet plan for trafikken på Østerbro generelt, siger Tanja Beckmann Sørensen.