Glæde på hotellet: Nyt millionoverskud

Hotel Falster oplever en fortsat høj belægning på værelserne. Arkivfoto: Anders Knudsen

Værelsesbelægningen er fortsat høj på Hotel Falster, og det smitter positivt af på årsregnskabet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Da der blev åbnet op efter coronapandemien, var der mange, der havde brug for at komme ud og opleve noget. Det smittede positivt af på Hotel Falster.

Men faktisk har lysten til at booke hotelværelse holdt ved.

- Siden vi fik lov at lukke op efter corona, har værelsesbelægningen været rigtig god. Det er som om, at der er nogle, som under corona har fået øje på, at Lolland-Falster eksisterer, siger hotelejer Tina Vindfeldt Jensen fra Hotel Falster.

Hotellet har netop offentliggjort årsregnskab for perioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022, og det viser et plus på bundlinjen efter skat på 1,7 millioner kroner.

Det er lidt mindre end rekordregnskabet fra året før på 2,9 millioner kroner efter skat. Men der er også flere ansatte, og årsværket er steget fra 27 til 32. Blandt andet er der ansat en ekstra kok.

Derudover har der igennem året været stigende udgifter til råvarer, ligesom regnskabet er negativt påvirket af finansielle omkostninger på en halv million kroner.

Hotel Falster

  • Hotel Falster på Stubbekøbingvej 150 i Nykøbing har 70 værelser.
  • I vinterhalvåret er der cirka 25 ansatte
  • I sommersæsonen, når Nykøbing Falster Revyen spiller, er der cirka 60 ansatte.

Revy er trækplaster

Hotel Falster står for maden på Nykøbing Falster Teater, når Nykøbing Falster Revyen spiller. I 2021 var revyen midlertidigt flyttet til Nykøbing F. Hallen på grund af coronarestriktioner.

- Den omsætning, der har ligget i hallen, har vi flyttet over på værelsesomsætningen, så vi er rigtigt godt tilfredse med resultatet, siger Tina Vindfeldt Jensen.

Der var omkring 2.000 overnatninger i forbindelse med revyen sidste år, så det er en betragtelig del for hotellet, der råder over 70 værelser.

Nykøbing Falster Revyen trækker mange gæster til Hotel Falster. Arkivfoto: Ingrid Riis

Mange håndværkere

Men faktisk er belægningen på hotellet på Stubbekøbingvej i industrikvarteret i Nykøbing størst mandag til onsdag, hvis man ser generelt hen over året.

- Vi har en masse håndværkere boende. Der må ske en masse på Lolland-Falster, siden der er så mange, siger Tina Vindfeldt Jensen.

Forventningerne til resten af året er gode, for der er allerede mange bookninger til sommer.

- Vi skal ikke klage over, hvordan det ser ud lige nu, og det ser ud til, at vi får en sommer, som i hvert fald bliver lige så god som sidste år. Mange har booket til revyen, men der er også mange, som bare skal på ophold i nogle dage, siger Tina Vindfeldt Jensen.

Det ser ud til, at vi får en sommer, som i hvert fald bliver lige så god som sidste år.

Tina Vindfeldt Jensen, ejer, Hotel Falster

Succes med vinterrevy

Som noget nyt i januar i år havde Nykøbing Falster Revyen en vinterrevy, som bliver gentaget næste år, og det smitter også positivt af på Hotel Falster.

- Vi havde busgrupper, der kom for at se vinterrevyen, fordi de trængte til et godt grin i de mørke tider. Der er fem busgrupper, som allerede har forhåndsreserveret til næste år, siger Tina Vindfeldt Jensen.