- Glem ikke de vigtige kulturværdier i feriebyen

I 1942 indviede det daværende Dansk Folkeferie arbejder-feriebyen "Nykøbing F. Strandhuse" med 56 enkeltliggende træhytter spredt over et plantageområde på 38 tønder land umiddelbart bag diget. Siden er bebyggelsen vokset til 143 hytter. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Kulturmindeforeningen Nykøbing F. opfordrer politikere til at tænke på andet og mere end byggeprocenter, når poolhussag behandles mandag

Offentliggjort Sidst opdateret

BØTØ I den langstrakte sag om byggeriet af 10 poolhuse i Marielyst Ferieby mangler der en vigtig kulturpolitisk dagsorden.

Det mener formand for Kulturmindeforeningen Nykøbing F., Anita Ulrik Sørensen.

Hun opfordrer politikerne i Guldborgsund Kommunes teknik-, miljø- og ejendomsudvalg til at overveje at tage kulturværdierne i Marielyst Ferieby alvorligt forud for udvalgets behandling af byggesagen på mandag.

- Vi har i Guldborgsund Kommune en kulturpolitik, hvor vores kulturmiljøer er fint beskrevet, defineret og udpeget som steder, vi skal passe godt på. Marielyst Ferieby er et af disse steder på linje med for eksempel Stouby Mølle. Feriebyen er en del af vores vigtige bygningsarv, og jeg håber, at det aspekt tages med i beslutningen, siger Anita Ulrik Sørensen, der mener, at kulturpolitikken på dette felt har fyldt for lidt i debatten.

- Det handler meget om bebyggelsesprocenter, når vi taler om, om lokalplanen for Marielyst Ferieby er overholdt eller ej. Men det er ikke nok, mener Anita Ulrik Sørensen.

Arven kan være tung

Kommunens liste over kulturmiljøer på Sydfalster er baseret på det daværende Storstrøms Amts registreringer, og her står blandt andet, at en udpegning ikke automatisk betyder en beskyttelse af kulturmiljøerne, men kun at der skal tages hensyn, når offentlige myndigheder planlægger og administrerer.

- Det er dog amtets håb, at denne første beskrivelse af Sydfalster Kommunes mest værdifulde kulturmiljøer vil tjene til at synliggøre disse værdier over for de lodsejere og de lokalsamfund, der har ansvaret for bevaringen af den kulturhistoriske arv. Selvom arven undertiden kan føles tung, er de færreste i tvivl om, at det er den, der giver forandringerne kvalitet og perspektiv, lyder det videre.

Det er netop det historiske perspektiv, Anita Ulrik Sørensen vil have fokus på.

- Hvis man vælger at ignorere kulturværdierne ét sted, hvad bliver så det næste? Kan vi også bygge nyt uden respekt for det omliggende område for eksempel lige ved Stouby Mølle? Og kan møllen fjernes, hvis den ligger i vejen for et byggeprojekt? spørger hun.

Dansk Folkeferie blev oprettet i 1938, foranlediget af Thorvald Stauning, og ferieloven af 1938, der sikrede, at alle arbejdere fik ni dages ferie med løn. I 1942 indviede Folkeferie sin tredje ferieby "Nykøbing F. Strandhuse" med 56 enkeltliggende træhytter spredt over et plantageområde på 38 tønder land umiddelbart bag diget. Hver hytte indeholdt en opholdsstue med to reolsenge, der kunne slås ned, et soverum med to køjer og et lille køkken. Området rummede desuden et fælleshus med lokummer.
Om feriebyens sårbarhed er det i Storstrøms Amts registrering fremhævet, at dens oprindelige bygninger er sårbare over for forfald/nedrivning samt væsentlige ændringer af arkitektur og omgivelser.

Handler om byggestilen

Anita Ulrik Sørensen understreger, at hun intet har imod poolhusene, men at de ikke ligner de andre huse i området.

- De gamle huse er små træhytter. De nye er større og moderne med et andet udtryk. Det handler ikke om farven på vægge og tage, men om byggestilen, der er en helt anden. Man kan bygge nyt og moderne samtidig med, at man viser respekt for det omliggende miljø. Det kan for eksempel gøres med mindre og flere enheder end de 10 planlagte huse, mener Anita Ulrik Sørensen.