Fremover bliver det til knap så mange arbejdstimer for Jan Herluf Petersen, der slutter en epoke med mange lange arbejdsdage i detailbutikken i Søndergade. Den gamle midtbaneslider fra B.Frem med godt 100 førsteholdskampe samt en formandsperiode samme sted fortsætter dog med at have løbende kontakt til eksempelvis lokale klubber som Listrup Ungdoms- og Idrætsforening (LUIF), der fik besøg af sælgeren fra Søndergade og friske sportstøjkollektioner torsdag aften i denne uge. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Jan H. Petersen har med egne ord været i lidt af en osteklokke omkring at sætte et ophørsudsalg i gang
Kim Møller PedersenKimMøller Pedersen
OffentliggjortSidst opdateret
SAKSKØBING Der er noget, som presser sig på.
Det står klart. Og det allerede kort inde i dette interview med formanden for Sakskøbing Handelsstandsforening.
Det er ham, som altid ses vifte med armene og måske endda også lidt med benene i en styrende rolle, når endnu et kæmpe juleoptog er ved at være klar til afgang fra M. Skotte på Nykøbingvej med kurs mod Sakskøbings centrum.
Sakskøbing og Jan Herluf Petersen står hinanden nær. Her et foto fra ildsjælens 60-års fødselsdag med Saxine i baggrunden. Foto: Anders Knudsen/arkivAnders Knudsen/arkiv
Mere end et kendt ansigt
Jan Herluf Petersen kan ikke nøjes med at blive beskrevet som "et kendt ansigt i Sakskøbing". Det rækker vist til lidt mere end det.
Annonce
Der er en lang liste af udadvendte gøremål i regi af handelsstandsforeningen. Også udover at tage et stort ansvar omkring hele opbygningen af landsdelens største juleoptog år efter år.
Hvis han overhovedet nogensinde skulle komme den mindste i tvivl om den sag - altså det med "kendthedsfaktoren" - har han fået den bekræftet mange gange i løbet af den seneste uge.
Det startede i 1947 med Ellen og Herluf Petersen i Saxkjøbing Læder- og Sportsmagasin i Vestergade 22. Siden fulgte ægteparrets egne børn med ind i butikken, og for Jan Herluf Petersens vedkommende blev det til engagement i butikken i 39 år og de sidste 28 af dem som ejer sammen med sin kone Anita. Sportigan Sakskøbing/Læder & Sport ligger nu - og har gjort det i mange år - i Søndergade, hvor ejendommen Søndergade 25 tilbage i 2016 blev solgt til SuperBrugsen som startskuddet på en femårsplan, der skulle løbe frem til sommeren 2021 og her pensionering. Men det bliver nu kun detailbutikken - det store butikslokale ud mod Søndergade - som ikke længere skal rumme sportstøj. Der fortsættes således alligevel - og med afvigelse fra den oprindelige femårsplan - fra Jan Herluf Petersen og Anitas side med salg til klubber og erhverv fra baglokalet.
Jan Herluf Petersen sprang til som ejer af Læder & Sport tilbage i 1993 efter 11 års "oplæring" under forældrene Ellen og Herluf Petersen. Nummer to fra venstre er søster Anette Nielsen på dette foto fra april 1988, hvor Læder & Sport havde nyindrettet butikken i Søndergade, så der kunne blive mere plads til udvalget af det modeprægede sports- og fritidstøj. Foto: Anders Knudsen/arkivAnders Knudsen/arkiv
Har givet genlyd
Der er nemlig - som det vil være de fleste lokale bekendt - sat gang i et ophørsudsalg i Søndergade 25. Sportigan Læder & Sport lukker ned. For detailbutikken.
Det har givet genlyd i Sakskøbings centrum, og de gule sedler med "ophørsudsalg" har trukket mange snakke med sig hen over disken, siden de blev sat op for en uge siden.
Det er på ingen måde en nem sag sådan bare at igangsætte et ophørsudsalg, når man hedder Jan Herluf Petersen og sammen med sin kone Anita har stået i spidsen som ejer gennem de seneste 28 år og været engageret og beskæftiget gennem de seneste 39 år i det, der slet og ret er en institution i Sakskøbings lokale handelsliv.
Og så er vi tilbage ved det dér pres og den osteklokke, som indledningsvist blev bragt i spil.
- Det er noget møg.
Ordene kommer velovervejet og roligt fra salgsdynamoen i en rolig stund over et par kaffekopper i baglokalet.
- Alle siger, det er godt gået. At det er en fornuftig beslutning. Men det er altså som at gå rundt i en osteklokke op til sidste lørdag, hvor jeg satte de ophørsskilte op klokken 13. Der var jeg altså glad for, at det var min egen beslutning at sige stop. Sådan en epoke, som det har været med den her butik, det har været pænt hårdt at skulle tage afsked med, fortæller Jan Herluf Petersen.
Annonce
Han vil ikke lægge skjul på, at det mentale arbejde - ikke mindst den seneste uge - har været noget af en udfordring. Også selv om han har gået og forberedt sig på den afsluttende tid med ophørsudsalg gennem de seneste fem år. Det har for længst været meldt ud, at det ville være slut med en af Sakskøbings mest kendte detailbutikker i sommeren 2021.
Så man kunne fristes til at spørge lidt ind til det dér "møg"?
- Jeg føler jo et ansvar for mine kolleger i byen. Lokalt i handelslivet er vi ikke så mange hjul tilbage på den vogn dér, og så forsvinder det ene hjul bare sådan lige. Jeg kan mærke det i min mave, at det har jeg det altså svært med, understreger handelsstandsformanden.
Fodboldinteressen er stor i Søndergade 25, hvor den gamle landsholdsspiller og Select-direktør Søren Busk også har været på besøg med bolde, der nu troner på hylden. Foto: Kim Møller PedersenKim Møller Pedersen
Meget at berette om
Udover at være engageret i et hav af lokale arrangementer og begivenheder i løbet af et kalenderår er han også kendt for pænt lange formandsberetninger til de årlige generalforsamlinger i handelsstanden. Der er kort og godt meget at berette om med alt fra landsdelens største juleoptog til Saxine-fest, Crazy Onsdag og så videre.
Heldigvis fortsætter handelsstandens formand, selv om han gerne har villet afgive formandsstolen gennem de seneste år. Nu sidder han der i hvert fald foreløbig frem til næste års generalforsamling. Med masser af energi og engagement og klar til forhåbentlig endnu et kæmpe juleoptog senere på året, og hvad der ellers følger af faste tilbagevendende såvel som nye lokale aktiviteter for byens borgere og masser af gæster udefra.
Og selv om det altså også kan føles som "noget møg" med en ellers god beslutning, er der heldigvis stor opbakning fra Jans mor Ellen på 96 år.
- Hun er glad for, at jeg stopper på toppen, og som hun siger til mig: Intet varer evigt, lyder det med et smil fra "sønnike" denne fredag formiddag, hvor der løbende er masser af kunder, som lige vil hilse på og ønske god vind til det tre mand/kvinde store salgsteam.
Annette Balle fortsætter i øvrigt sit salgsarbejde - efter 18 år i Søndergade 25 - i sin mors Herdis Balles Broderimagasinet i Maribo.
Anita og Jan H. Petersen lukker Sportigan Læder og Sport som detailbutik, men fortsætter med salg til firmaer, klubber og efterskoler under navnet "Sportigan Klub og Erhverv". 1. juli overtager SuperBrugsen butikslokalet ud mod Søndergade. Foto: Kim HansenKim Hansen
Det er blevet til mange gode snakke med de trofaste kunder i ugens løb oven på annonceringen af et ophørsudsalg, der nu får ryddet godt op i varelageret frem mod SuperBrugsens indryk i butikslokalet. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen