Henrik Lanter gik sidste år cirka 3.600 kilometer rundt på banen hos Falster Golfklub ved Virket. I løbet af de fire år, som han har spillet, har han fået sit golfhandicap ned på 20. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
I syv år kunne han ingenting, men det har ændret sig.
Bjarne ArildsenBjarneArildsen
OffentliggjortSidst opdateret
VIRKET For bare fire år siden kunne Henrik Lanter ingenting.
Han kom ikke udenfor en dør, fordi han næsten ikke kunne gå. Han sad eller lå bare i en sofa.
Og ofte tabte han kruset med kaffe ned på gulvet, fordi han var bedøvet af en masse medicin.
- Jag havde det meget skidt. Jeg vil ikke ønske for min værste fjende at opleve sådan noget, siger Henrik Lanter.
I dag kan man møde en helt anden og meget aktiv mand.
Annonce
Henrik Lanter går den ene runde efter den anden på golfbanen i Virket, hvor han er blevet aktiv i flere af klubbens udvalg.
Han styrketræner og svømmer. Han er trappet ud af medicin, og han har tabt sig 32 kilo.
- Golf er det bedste, der er sket for mig. Jeg har simpelthen fået mit liv tilbage, som han siger.
- Jeg vil ikke ønske for min værste fjende at have det sådan, som jeg havde før.
Henrik Lanter, medlem af Falster Golfklub i Virket
Der er masser af fællesskab i klubben. Det sætter Henrik Lanter, der her er på vej ud på banen, meget stor pris på. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
PTSD var årsagen
I 2010 gik Henrik Lanter ned med lidelsen PTSD, der ofte rammer krigsveteraner eller andre, der har været ude for voldsomme oplevelser.
Det havde Henrik Lanter også erfaringer med.
Forud for PTSD'en havde han arbejdet i 15 år som leder af et skibsprojekt under Tvind-koncernen.
Her tog man utilpassede og kriminelle unge med på sejlads i Skandinavien om sommeren, mens man om vinteren sejlede rundt i Middelhavet.
Det var her, at han havde de voldsomme oplevelser, der sendte ham til tælling og i isolation inden døre.
Her sad han i godt syv år, indtil Michael fra Distriktspsykiatrien fik ham på andre tanker.
Annonce
Henrik Lanter, 63, er fra Lolland, hvor han i sin ungdom var landmand i 11. generation. På grund af en dårlig ryg måtte han opgive landbruget sidst i 1980'erne og flyttede derefter til jyske Juelsminde. Her kom han først på højskole og senere på småskole under Tvind. Fra 1995 til 2010 var Henrik Lanter leder af et skibsprojekt hos Tvind. Her sejlede han med unge i Skandinavien om sommeren og i Middelhavet om vinteren. Voldsomme oplevelser gjorde, at han fik PTSD, som også rammer mange krigsveteraner. Derefter fulgte syv år som passiv, hvor han ikke kunne noget som helst. Men i 2018 fik man fra Distriktspsykiatrien ham med ud til Falsters Golfklub i Virket. Efter få slag var han solgt til golf, som han nu bruger al sin tid på. Henrik Lanter bor i Sundby på Lolland.
Henrik Lanter er på golfbanen hver dag for at spille og medvirke i klublivet. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
- Kom nu
- Michael havde sagt til mig flere gange, at jeg skulle med ud at spille golf. Det sagde jeg nej til, fortæller Henrik Lanter til Folketidende.
En dag i april 2018 sagde Michael det igen. Og denne gang var det ikke et spørgsmål, men nærmest en ordre.
Da de kom ud på banen i Virket, begyndte Henrik Lanter at slå til nogle af de små hvide golfbolde.
- Da jeg gjorde det tredje gang, var jeg solgt, siger han.
Han begyndte derefter i klubben, men i starten måtte han nøjes med par-3-banen.
- Jeg kunne ikke gå ret langt, fordi jeg er opereret fem gange for diskusprolapser og har stål i ryggen, fortæller Henrik Lanter.
Desuden var han blevet meget overvægtig, fordi han bare havde siddet derhjemme.
Men det skulle hurtigt ændre sig, for Henrik Lanter blev virkelig bidt af sin nye interesse.
Fra tre til 18 huller
Annonce
Fra at kunne gå tre huller i 2018 blev det året efter til runder på både ni og 18 huller.
Og interessen blev kun større hele tiden.
- Sidste år, altså i 2021, gik jeg 287 runder med 18 huller og 34 runder på ni huller, fortæller han.
Den dag, hvor Folketidende besøgte ham på golfbanen, havde han også lige spillet 18 huller først.
Henrik Lanter mener, at han på hver golfdag går cirka 10 kilometer.
Det blev sidste år til i alt 3.600 kilometer ude på banen, har han regnet ud.
- Her ser og hører du kun naturen, og det betyder virkelig noget for mig, siger Henrik Lanter.
Plads til alle
Golf for ham handler ikke kun om sport.
Det handler mindst lige så meget om fællesskab med de andre medlemmer i klubben.
Annonce
Dem er der næsten 500 af.
- Jeg har altid troet, at golf kun var for de fine. Men sådan er det slet ikke. Her kan alle være med, understreger Henrik Lanter.
I mange sportsklubber er det de bedste, der betyder mest.
- Men her kan man også komme, selvom man bare vil spille lidt, siger han også.
Henrik Lanter fortæller også, at der er andre i klubben, som også har lidelser og sygdomme.
Annonce
Et andet medlem har således også PTSD og medbringer sin egen servicehund, når han er i klubben.
Flere medlemmer
På grund af de gode oplevelser i klubben vil Henrik Lanter gerne være med til at styrke klubben.
Derfor har han meldt sig ind i flere af klubbens interne udvalg.
- Jeg er blevet formand for begynderudvalget og tovholder for vintergolferne, fortæller han.
Annonce
Både Henrik Lanter og resten af klubben vil gerne have flere til at spille golf i Virket.
- Vi vil derfor tilbyde folk, at de kan komme og spille gratis i tre måneder, fortæller han.
Klubben skal også udvikle sin pro-shop, og der er ansat en ny greenkeeper i klubben.
Selv giver han også gerne en hånd med, når medlemmerne skal løse de praktiske opgaver.
For nyligt har han været med til at fjerne træer, der i den seneste storm var væltet ved banen.
- Vi er jo en privat klub, så derfor må medlemmerne arbejde med for fællesskabet, mener Henrik Lanter.
Og det må man sige, at han selv gør. Fordi fællesskabet i klubben var med til at give ham livet tilbage.