Graver ud til sygehustunnel

Store dele af området udenfor dialyseafsnittet er i øjeblikket omdannet til en byggeplads. Foto: Ingrid Riis

Et større arbejde med at etablere en ny tunnel fra sygehusets nuværende bygninger til den kommende sengebygning er gået i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Et større gravearbejde er netop nu i fuld gang ved Nykøbing F. Sygehus.

Her er NCC sammen med en række lokale underentreprenører ved at bygge en tunnel, som skal gå fra dialyseafsnittet tæt ved hovedindgangen, under vejen og over til den nye, endnu ikke opførte sengebygning, Bygning P, så man under jorden forbinder den kommende bygning med det nuværende byggeri.

Da det selvsagt er lidt af en logistisk opgave at bygge en underjordisk tunnel ved et sygehus i fuld funktion, bliver arbejdet udført i tre faser.

Andreas Berg Rasmussen (til venstre) er projektleder på tunnelbyggeriet. Foto: Ingrid Riis

Støbes på stedet

Det er første fase, man er i gang med nu, og her skal der først graves ud omkring det nuværende byggeri, hvorefter man efter påske støber første del af tunnelen på stedet. Udover tunnelen bygges der også en membran, så der ikke trænger vand ind i tunnelen.

Senere graver man en del af den nuværende vej ved sygehuset op og etablerer en spunsgruppe, hvori resten af tunnelen så støbes. Og til sidst dækker man det hele til igen og reetablerer vejen, forklarer projektleder hos NCC, Andreas Berg Rasmussen.

Når vejen graves op, bliver der etableret en anden, midlertidig, vej, så ambulancer og borgere stadig kan komme frem og tilbage til sygehuset.

Tunnelen skal forbindes med det eksisterende byggeri her, og derfor skal en del af væggen brydes ned. Foto: Ingrid Riis

Lokale håndværkere

Ifølge Andreas Berg Rasmussen vil tunnelbyggeriet beskæftige op til 20-30 personer, hvoraf flere altså er lokale håndværkere, og det er helt bevidst, at man har valgt den løsning, da de både kender lokalområdet og ikke mindst området ved sygehuset.

Hos NCC er man også opmærksom på, at byggeriet kan blive en udfordring på et sygehus, hvor mange patienter har brug for mest mulig ro.

Tunnelbyggeriet går også under den nuværende vej op til hovedindgangen. Trafikken bliver derfor ledt ad andre veje. Foto: Ingrid Riis

Vil minimere larm

- Vi vil primært arbejde indenfor de lyse timer, og vi prøver at tage de arbejdsmetoder i brug, som larmer mindst. Når vi skal etablere spunsgruppen, vil vi eksempelvis vibrere spunsen ned i stedet for at banke den ned, forklarer han.

Tunnelen bliver cirka 130 meter lang, koster 22 millioner kroner og skal efter planen være færdig i begyndelsen af 2022.

En del af de nuværende rør og ledninger skal graves dybere ned, da de lægges under tunnelen. Foto: Ingrid Riis
En del af de nuværende rør og ledninger skal graves dybere ned, da de lægges under tunnelen. Foto: Ingrid Riis
En del af de nuværende rør og ledninger skal graves dybere ned, da de lægges under tunnelen. Foto: Ingrid Riis
En del af de nuværende rør og ledninger skal graves dybere ned, da de lægges under tunnelen. Foto: Ingrid Riis
En del af de nuværende rør og ledninger skal graves dybere ned, da de lægges under tunnelen. Foto: Ingrid Riis