Grisling hjemme igen

Den ser ud til at overleve, men den er skadet for livet ...

Hunhunden Grisling blev søndag aften overfaldet og skambidt af to løsslupne hunde på pladsen ved Guldborg Falster Bådebrolaug. Hundens ejer kunne forfærdet stå og se sin lille dansk-svenske gårdhund blive bidt flere gange af en løssluppen rottweiler (som vel at mærke ikke går under betegnelsen kamphund, red.) og en amstaff- hund.

Grisling blev kørt til Maribo Dyrehospital i al hast. Her blev der arbejdet på højtryk for at stoppe de voldsomme blødninger. Det tog talløse sting, at lukke de mange sår Grisling havde pådraget sig.

Mandag formiddag kunne den vende hjem til sine mennesker, som bor ved Store Musse på Lolland. De er meget rystede og ønsker ikke at komme i avisen. De ønsker heller ikke, at der skal tages billeder af hunden, som ligger meget stille og bange bedøvet af medicin for at tage toppen af smerterne.

Hundens ejere kan dog fortælle, at dens højre forben er så medtaget, at den formodentligt ikke kommer til at gå ordentligt på det igen.

Ejeren af de to løsslupne hunde står til en sigtelse for overtrædelse af hundeloven samt erstatningspligt for de forvoldte skader.


Hårdt medtaget og syet med talløse sting kom hunden hjem efter voldsomt overfald igår

Offentliggjort Sidst opdateret