Groft overfald i Marielyst for retten

Tre unge mænd i 20'erne skal i dag og i morgen for retten sigtet for et ualmindeligt groft overfald på en anden ung mand udenfor diskotek Base 59 på Marielyst natten til 13. juli.

De tre er sigtet for at have overfaldet deres offer, da han forsøgte at flygte fra en af dem. Han blev dog indhentet og sparket ned, hvorefter de tre indledte et sandt voldsorgie mod offeret. Den unge mand blev slået og sparket i hovedet, på halsen og på kroppen, og det hele kulminerede med, at gerningsmændene trampede på offerets hoved, så han pådrog sig to blodpropper i hjernen og lammelse af venstre arm og ben.

Offeret har pådraget sig varige mén efter overfaldet, der begyndte med, at den ene af de tre gerningsmænd knuste en rude i den bil, hvor offeret sad udenfor diskoteket. Derefter gav han sig til at slå løs på den unge mand, og da han så forsøgte at flygte til fods, gik det først rigtigt galt.

Politiet blev efterfølgende kritiseret fra flere sider for ikke at have ydet offeret den nødvendige hjælp på stedet. Sagen er berammet til at slutte i morgen. De tre er alle tiltlat for overtrædelse af straffelovens paragraf 246, og de risikerer dermed alle op til 10 års fængsel. To af de tre er tidligere dømt for vold og risikerer derfor at få deres straffe forhøjet med op til 50 procent.




I dag begynder sagen mod tre unge mænd, som er tiltalt for et groft overfald mod en anden ung mand i Marielyst i sommer. Gerningsmændene er blandt andet tiltalt for at trampe offeret i hovedet.

Offentliggjort Sidst opdateret