Grønlandske Bitha: - Hvad bilder ham Trump sig ind?

Borgmester Simon Hansen var for et par år siden rundt om Saxenhus i Sakskøbing for her at tale ved fejringen af nationaldagen hos Grønlænderforeningen Aqisseq. Arkivfoto: Claus Hansen

I den grønlandske forening Aqisseq med 41 medlemmer på Lolland-Falster er det svært at finde sympati for den tilbagevendende amerikanske præsident Donald Trumps hensigt om at købe Grønland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad bilder han sig ind, ham Trump?

Det er præcis sådan, Bitha Melemann tænker og siger på en dag, hvor rigtig mange i Danmark følger nøje med i Donald Trump Juniors ankomst på en ellers temmelig isglat landingsbane i Nuuk.

100.000 procent grønlænder

- Jeg er 100.000 procent grønlænder, selv om jeg har boet i Danmark i de seneste 50 år. Og det vækker stærke følelser i mig, når jeg hører på, hvordan den amerikanske præsident Trump snakker om at ville købe Grønland. Hvad bilder han sig ind at snakke på den måde? Det er noget underligt noget, siger Bitha Melemann til Folketidende på en dag, hvor mange følger med i Donald Trump Juniors private besøg i Grønland.

Troede det var for sjov

Bitha Melemann er kasserer i foreningen Aqisseq, som er et grønlansk netværk på Lolland-Falster med 41 medlemmer.

Vi troede faktisk først, det var ment i sjov

Bitha Melemann

- Vi har base i Sakskøbing i et lille rum på Saxenhus, hvor vi har en masse ting, og så mødes vi i vores kor og synger sammen. Vi snakker normalt ikke politik, når vi mødes, men det gør vi i den her tid, hvor alle er overraskede over, at Trump Junior nu er i Grønland, og hvor hans far er blevet inviteret til  Grønland. Vi troede faktisk først, det var ment i sjov, lyder det fra Bitha Melemann.

Læs også: Mette Frederiksen efter Trump-interesse: Grønland er grønlændernes

Hun henviser her til, at lederen af det grønlandske parti Siumut, finans- og skatteminister Erik Jensen, uden om regeringen i juleferien valgte at invitere Donald Trump til Grønland. Han har dog ikke planer om at mødes med den "amerikanske delegation", som partilederen skrev i en besked til Altinget.

Om Aqisseq

Foreningen Aqisseq (betyder fjeldrypen på grønlandsk, red.) er en grønlandsk forening på Lolland-Falster med 41 medlemmer. 

Foreningen har blandt andet et kor og har base i et lille rum i det kommunale foreningshus Saxenhus i Juniorsgade i Sakskøbing.

En stor ting ved valget

- Jeg kan næsten ikke tage det alvorligt. Vi ryster alle sammen på hovedet, når vi snakker i vores lille forening om, hvordan Trump (senior, red.) lykkes med at få folk til at være tvivlende om, at Grønland skal mødes med amerikanere og have møder. Det her med at ville købe Grønland er noget, som kommer til at være en stor ting i det valg, der snart skal i gang på Grønland. Jeg håber, politikerne vil afvise Trumps tanker, men han får mange til at være tvivlende. Vi snakker meget om det i vores forening, og vi græmmes over Trumps hensigter med at ville købe Grønland, siger Bitha Melemann med tanke på det valg, der skal afvikles i Grønland senest til april i år.

Hun har gennem årene så godt som hvert eneste af dem været en tur til Grønland for at besøge familie og venner.

- Selvfølgelig kan man finde nogen i Grønland, som synes, det er en god idé, hvis USA køber Grønland. Men langt de fleste, jeg snakker med, ryster på hovedet over tanken, siger Bitha Melemann.