Grønt lys til helhedsplan til i alt en halv milliard

To røde boligblokke ud mod Engboulevarden skal rives ned og genopbygges i et trappebyggeri på to til fem etager. Foto: Anders Knudsen

Byrådet stemte torsdag en ny helhedsplan igennem, som - om nogle år - vil sikre flere istandsatte almennyttige boliger.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING En omfattende helhedsplan, der vil påvirke boligsituationen for mindst 150 familier, blev torsdag aften stemt igennem af et enigt byråd i Guldborgsund Kommune.

I alt involverer helhedsplanen tre renoverings-, nedrivnings- og byggeprojekter til en samlet sum på 455 millioner kroner. Boligselskabet Vendersbo har ansøgt byrådet om garanti. Og alt i alt bakkede partierne op om udsigten til et løft i boligmassen på især almennyttige boliger i Nykøbing, ligesom alle godkendte garantien.

Hos Venstre understregede Ole K. Larsen, at resultatet bliver færre boliger, mere præcist 101, da en del lejligheder vil blive fjernet på Vendsysselvej. Derfor skal projektet ses i en sammenhæng med planerne om at bygge nyt på Cementen.

Et projekt, der endnu ikke er nået til politisk behandling og godkendelse endnu. Og at lade nutidige byggeprojekter være afhængige af sådan en fremtidig aftale var Anne Mette S. Johnsen (SF) en smule betænkelig over for.

- Det er måske lige lidt kreativt, da det ikke er givet, at det bliver til noget. Det forpligter og binder byrådet på en ubehagelig måde. Om et år er der et nyt byråd, som måske har andre planer for Cementen. Og selv om et skitseprojekt på Cementen skulle blive gennemført, mangler der stadig 100 boliger i regnestykket. Og vi har på forhånd stillet Landsbyggefonden til udsigt, at det ikke-besluttede byggeri på Cementen er en del af regnestykket, sagde hun.

Indtil da skal Boligselskabet Vendersbo sikre genhusning til de beboere, der må flytte.

Nogle skal flytte permanent, da deres lejligheder ikke vil blive genopbygget, og det stiller strengere krav, forklarede Anne Mette S. Johnsen.

For boligen skal være af en passende størrelse, kvalitet og så vidt muligt i samme kvarter, så børn ikke skal skifte daginstitution.

- Det bliver vist ikke helt nemt at gennemføre for de næsten 150 familier, det kommer til at dreje sig om, mente hun.

Simon Hansen (S) var enig.

- Boligerne på Østerbro har en utrolig lav husleje, og der er ikke lagt op til, at nogle af de nye boliger kommer i nærheden af det, sagde han.

Boligselskabet forventer selv en huslejestigning fra 599 kroner per kvadratmeter til 890 kroner for de nye boliger på Vendsysselvej. Og selv om at det er boligselskabets opgave at stå for genhusning, mener han, at kommunen skal være opmærksom på, om man kan komme til at stå med en kommunal udfordring i den forbindelse.

Projekterne skal gennemføres ved Boligselskabet Venderbos boliger på Engboulevarden ud mod Svanedammen, på Vendersgade, på Vendsysselvej og Aage Sørensensgade og på Vestensborg Allé 217.

Sidstnævnte er en ledig grund, hvor der skal opføres 72 almennyttige familieboliger.

Ved projektet på Engboulevarden vil man rive to ældre boligblokke med i alt 80 boliger ned og genopføre 53 boliger på de eksisterende sokler. Boligerne skal efter planen opføres som et trappebyggeri i to til fem etager med det laveste niveau ud mod Engboulevarden. 27 boliger mister man i dette projekt.

På Vendersgade skal en række boliger renoveres med blandt andet ny klimaskærm, nyt tag og nye vinduer.

Og på Vendsysselvej vil man rive fire boligblokke med i alt 192 boligblokke ned og herefter genopføre 48 rækkehuse på eksisterende sokler.

Og det er en stor omgang at skulle beslutte ad én gang, lød det til slut fra borgmester John Brædder (G).

Han er enig i, at huslejen nogle steder bliver høj, men det er boligselskabets ansvar at tage dialogen med beboerne om, hvordan de vil agere.

- Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, og jeg stoler på, at vores gode boligselskab Vendersbo har styr på det, sagde han.