Grundejere fortsat mod ny byggeplan

Lokalplan-forslaget for byggeri af fritidshuse på området med den tidligere Kobbelsølejr er i høring frem til 14. marts. Foto: Ingrid Riis/arkiv

Lokalplan for ændret anvendelse sendt i høring. til 14. marts.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDESBY Den nye lokalplan for området med Kobbelsølejren på Holmevej i Gedesby er nu ude i høring.

Frem til 14. marts kan man sende bemærkninger til kommunen.

Man tager næppe fejl, hvis man regner med en indsigelse fra Gedesby Østre Strand Grundejerforening, der i øvrigt også på sin hjemmeside kortfattet fastslår: Vi er fortsat imod.

Diskussionen om den nye plan har stået på et års tid. Lokalplanen skal afløse en plan fra 2009, hvor man ville lave feriecenter. Det projekt blev aldrig til noget.

Nu vil den nye lokalplan åbne for byggeri af 9-10 sommerhuse på arealet.

Store huse

Det sker på baggrund af ønske fra nye investorer i selskabet 54 Nord Aps, der har tre holdingselskaber med adresser i Brøndby, Silkeborg og Vallensbæk bag.

Kommunens nye planforslag skal give mulighed for at bygge fritidshuse på hver sin matrikel på cirka 750 kvadratmeter. Der vil blive tilladt huse på 150 kvadratmeter i to plan og syv meters højde.

Den resterende del af området skal udlægges til fællesarealer med for eksempel legeplads, bålplads, petanquebane og lignende. Bevares den del af den gamle Kobbelsølejr-bygning, som stadig kan restaureres, åbner lokalplanforslaget også for, at man her kan lave aktiviteter og udlejning af cykler, kajakker og lignende.

Protester

I Gedesby Østre Strand Grundejerforening har man fra start været imod "Lokalplan 208".

Formanden for grundejerne, Vivian Jensen, har også her i avisen understreget, at man ikke er imod, at der sker noget på Kobbelsølejrens område. Men at forslaget til lokalplan åbner for udnyttelse, som ifølge foreningen vil skille sig alt for voldsomt ud fra området i øvrigt. Blandt andet med markant større huse.

En facebookgruppe med navnet "Stop planer om feriecenter med kæmpehuse i Gedesby Strand" har cirka 400 medlemmer.