Guldborgsund i islandsk bank-ballade

- Alt er selvfølgelig offentligt kendt og fremlægges hvert år i regnskaberne. Så vi har helt rene linjer og intet at skjule.

Sådan lyder det fra Ole Jakobsen, ressourcedirektør i Guldborgsund Kommune, som netop - ad lidt snirklede omveje - er kommet til at optræde på en stærkt omstridt og i virkeligheden meget hemmelig liste over den islandske krak-bank Kaupthings intime kunderelationer.

Når Guldborgsund optræder på kreditoversigten - som den statslige islandske tv-station har fået fogedforbud mod at offentliggøre men som findes frit tilgængelig på nettet - skyldes det, at kommunen har en såkaldt "sale-and-lease-back"-aftale.

Det er aftaler, som stammer tilbage fra de daværende Nykøbing og Nysted Kommuner, hvor man omkring 2000-2001 indgik aftaler om at sælge en række af sine ejendomme og så leje dem tilbage på nærmere fatsatte vilkår. En type aftaler som i øvrigt efterfølgende i kølvandet på Farum-sagen blev både omdiskuterede og stærkt regulerede.

Disse aftaler, som den nye Guldborgsund Kommune har "arvet", er indgået med FIH Erhvervsbank, som efterfølgende har været ejet af islandske Kaupthing. Derfor optræder Guldborgsund på den hemmelige kreditliste, som giver detaljerede bedømmelser af bankens forhold til godt 200 kunder.

Oversigten har vakt bestyrtelse på Island, fordi det blandt andet fremgår af listen. at mange store kunder, som også har været involveret i selve banken ejermæssigt, har lånt endog meget store beløb nærmest uden sikkerhed. Oversigten stammer fra september 2008. Banken kollapsede kort efter.

Kommunen har et engagement med FIH Erhvervsbak på lige omkring 675 millioner kroner. Derudover et ubrugt kredittilsagn på godt 27 millioner euro. Som en af få på den lange liste har Guldborgsund i Kaupthing-oversigten i øvrigt kreditratingen A+. Helt i top.




Gammel "sælg-og-lej-aftale" til knap 700 millioner kroner sender kommune ind på omstridt kreditliste.

Offentliggjort Sidst opdateret