Guldborgsund råber ministre op

Guldborgsunds borgmester John Brædder. Arkivfoto Foto: Flemming K. Karlsen

Massive besparelser truer, advarer borgmester, som ønsker flere penge fra staten

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Guldborg­sund Kommune får flere plejekrævende ældre, flere børn og flere borgere med fysiske, psykiske og sociale udfordringer. Det presser kommunens økonomi i faretruende grad.

"Får vi ikke flere midler, vil vores børn, vores ældre, vores handicappede, vores socialt udsatte og mange andre borgere opleve et faldende serviceniveau", advarer borgmester John Brædder (G) og gruppeformand Simon Hansen (S) nu i et åbent brev til finansminister Nicolai Wammen (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

I brevet opfordres regeringen til at fordele et særligt tilskud på 1,5 milliarder kroner på en ny måde. I stedet for, at alle landets kommuner får del i de afsatte midler, bør pengene kun gå til de kommuner, der - som Guldborgsund Kommune - har et lavt beskatningsgrundlag og flere udgifter pr. borger, end kommunen får ind i skatteindtægter. Det vil kunne give kommunekassen ekstra 18 millioner kroner, anslår de to brevskrivere.

- Tager man ikke fat, er vi i løbet af 2020 nødt til at kigge på, hvor vi skal finde pengene til fortsat velfærd, siger John Brædder.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Astrid Krag og Nicolai Wammen.

Læs også artiklen "Borgmester: Massive besparelser truer" i tirsdagens Folketidende.