Guldbosund-direktør: Hvor er det trist

Dorte Olsen-Kludt (til venstre) fra Guldbosund har blandt andet haft besøg af ældreminister Mette Kierkgaard (M) på friplejehjemmet. Her er de fotograferet sammen med Guldbosunds vicedirektør, Søren Larsen. Arkivfoto: Anne Katrine Petersen

Dorte Olsen-Kludt tror ikke på kommunens beregning af taksten for friplejehjem. Derfor glæder det hende, at regeringen har bebudet en ny enhed under Konkurrencestyrelsen, som skal efterprøve den slags.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: - Vi bliver underbetalt! Og Guldborgsund Kommune går glip af adskillige millioner i sin kasse.

Sådan lyder det fra Dorte Olsen-Kludt, direktør for friplejehjemmet Guldbosund, oven på torsdag aftens debat i byrådet om en ny takst for friplejehjem. Den blev fastsat til 1.103 kroner per døgn, hvilket ifølge kommunens revisionsfirma, BDO, svarer til, hvad det koster for kommunen at have en borger på et af sine egne plejehjem.

Men den beregning tror hun ikke på.

- Jeg kan ikke forstå, man ikke har interesse i at udregne taksten korrekt. At man lader sig nøje med, siger hun og påpeger, at det koster store summer i tabte indtægter.

Vikarbudget ikke med

Ifølge den seneste opgørelse har kommunen nemlig flere end 40 borgere fra andre kommuner på sine plejehjem. Får kommunen 500 kroner for lidt om dagen for hver af disse borgere, svarer det til over syv millioner kroner om året.

Men kommunen siger, at de betaler det, det koster.

- Det anfægter vi, siger hun og nævner flere forhold, der ifølge hende presser prisen kunstigt ned i opgørelsen over, hvad det koster at drive kommunens plejehjem.

- Vi kan konstatere, at vikarbudgettet ikke er med, men der er altid nogen, der er syge eller på ferie. Og man bruger elever, hvor staten betaler lønnen, i normale stillinger. Det slører billedet af det reelle forbrug. Og er der tillægsbevillinger - og det får man altid - siger man, at man skal betale tilbage over tre-fire år. Det gør også taksten unaturligt lav. For glemmer man at modregne, bliver udgiften ikke elimineret, mener hun.

Har sparet

Flertallet i byrådet siger, at det har tillid til, at det er udregnet korrekt.

- Ja, og Bob Richard Nielsen siger, de er nøjsomme. Hvor er det trist.

Du tror ikke på, de kan drive det for det, de siger?

- Nej. Der er masser af sygdom og ferie, så der bliver brugt vikarer i rigtig stor stil. Og jeg kan slet ikke se, hvad meningen er med kunstigt at holde taksten nede. Kan du forklare mig meningen med det?

Jeg kan slet ikke se, hvad meningen er med kunstigt at holde taksten nede.

Dorte Olsen-Kludt, direktør, Guldbosund

Kommunen siger, det er korrekt beregnet.

- Så er det bare underligt, det koster mere andre steder.

René Christenen påpeger, at det er fordi, kommunen har sparet og sparet.

- Så serviceniveauet er helt nede at vende, og normeringen er ikke til stede? Og alligevel er der stor tilfredshed? Men det må være fordi, folk er nøjsomme.

Ny kontrolenhed

Dorte Olsen-Kludt mener også, at kommunen har overtrådt reglerne ved ikke at hvert år at lægge taksten op til byrådets godkendelse.

Det har kommunen gjort - som et led i godkendelsen af en lang række andre takster - siger kommunaldirektøren.

- Det må stå for hans egen regning. Jeg har aldrig set det.

Dorte Olsen-Kludt glæder sig derfor over, at regeringen vil oprette en vejlednings- og kontrolenhed under Konkurrencestyrelsen til at regne den her slags sager efter.

Har I råd til at vente på det?

- Vi må jo gøre, hvad vi kan, kan man sige.