Gymnastikforening får certifikat på godt idrætsmiljø

I en tid, hvor den ene gymnastikopvisning tager den anden rundt omkring i hallerne og forsamlingshusene er der nu også en ganske positiv lokal gymnastikhistorie til ikke mindst en kontant værdi af i alt 6.000 kroner at skrive hjem om.

Når der søndag 5. april i Eskilstrup Hallernes mødelokale holdes generalforsamling i Eskilstrup Gymnastik- og Idrætsforening, vil der blive ført bevis for, at foreningen opfylder kravene for at have et godt idrætsmiljø for unge.

Det er Sanne Honore fra Danmarks Gymnastik Forbund, der overrækker certificeringen til Eskilstrup GiF og med den certificering følger også en kontant støtte på 3.000 kroner i forbindelse med projektet GIFU, som står for "Godt idrætsmiljø for unge", og som Danmarks Idræts-Forbund står bag.

I Eskilstrup GIF har man gennem det sidste år således arbejdet på at skabe et endnu bedre idrætsmiljø for de unge.
- Vi har deltaget i DIF´s inspirationsdage sammen med mange andre foreninger fra forskellige forbund, og her er der blevet givet gode bud på, hvordan man tiltrækker og fastholder de unge i foreningerne, forklarer Lise Ravnkilde medlem af Eskilstrup GiFs bestyrelse.

- I Eskilstrup har vi valgt at lade de unge stå for en stribe arrangementer. Et af dem er holdt, og flere er på vej. Blandt andet skal ynglingegymnasterne stå for et arrangement for juniorerne. Og eftersom piger og drenge træner forskellige dage, har vi valgt også at prioritere muligheden for et fællesskab mellem ynglingedrenge og ynglingepiger, fortæller Lise Ravnkilde og tilføjer, at der bliver tale om fællesspisning for de unge gymnaster.

- Vi låner Eskilstrup Skole en aften hver anden måned, og så er det skiftevis drengene og pigerne, der skal lave mad til hinanden. Første gang er den 15. april, forklarer Lise Ravnkilde.

Ved generalforsamlingen vil der desuden blive givet en invitation til hele ungegruppen om at komme og snuse til bestyrelsesarbejdet.
- Vi vil gerne give de unge muligheden for at stifte bekendtskab med arbejdet i en bestyrelse, uden at de behøver forpligte sig hundrede procent, forklarer formand for Eskilstrup GiF, Torben Matthiesen, og tilføjer:
- Derfor inviterer vi interesserede unge til at deltage i vores bestyrelsesmøder og giver dem mulighed for at fremlægge idéer dér.

Indtil videre er det to ynglingedrenge, der sørger for at invitere til arrangementer, og det er Lasse Ravnkilde og Casper Crone, som har fået råderet over 3.000 kroner, som DIF støtter projekt GIFU med.




Eskilstrup Gymnastik- og Idrætsforening får nu et kontant bevis for, at det er lykkedes at skabe et godt lokalt idrætsmiljø for unge.

Offentliggjort Sidst opdateret