GYMNASTIKFORENING NEDLÆGGER SIG SELV
NAG og Sara Skov Bondehøj (til højre) overtager to gymnastikhold i Nørre Vedby fra Marianne Brunsborg og SKIF. Privatfoto
Privat
NAG i Nørre Alslev overtager aktiviteter fra SKIF fra 1. august.
NORDFALSTER: Om en uge forsvinder en af de lokale foreninger i Nørre Vedby-området.
Bestyrelsen for SKIF, Storstrømmen-Kippinge Idrætsforening, har netop besluttet, at man nedlægger sig selv fra på mandag, 1. august.
Samtidig har man aftalt med den store NAG, Nørre Alslev Gymnastikforening, at denne overtager aktiviteterne i SKIF.
Vi kunne ikke vende udviklingen.
Marianne Brunsborg, SKIF
- Det bedste havde været at beholde en lokal forening med egen bestyrelse her i Nørre Vedby. Men det kan ikke lade sig gøre, og så er denne løsning helt sikkert den næstbedste, siger Marianne Brunsborg, der er næstformand for SKIF.
To årsager
Ifølge Marianne Brunsborg er der to årsager til, at SKIF nu opløses.
Det er dels manglen på frivillige til bestyrelse og som instruktører, dels færre børn i området.
- Vi har gransket vores hoveder for at finde en løsning, så vi kunne opretholde foreningen. Men vi har måttet erkende, at der i de sidste par år har været en nedadgående spiral, og den kunne vi ikke vende, siger Marianne Brunsborg.
Det har blandt andet betydet, at nogle af medlemmerne i SKIF-bestyrelsen har måttet være frivillige i over 20 år.
NAG tager over
Derfor henvendte SKIF sig til NAG i Nørre Alslev, og her vil man gerne hjælpe.
Konkret betyder det, at de to SKIF-hold - voksen/barn-holdet for 1-6 årige og Mettes Damer - kan fortsætte i den kommende sæson.
NAG bakker op om Nørre Vedby.
Sara Skov Bondehøj, formand for NAG
Holdene træner i Nørre Vedby Hallen, og her får de selskab af to hold af kunstrulleskøjteløbere fra NAG.
- Det ligger SKIFs bestyrelse på sinde, at der fortsat er aktivitetstilbud i Nørre Vedby, og det vil vi gerne bakke op om, siger Sara Skov Bondehøj, der er formand for NAG.
Mere markedsføring
Hun slår fast, at NAG også gerne vil gøre en ekstra indsats for, at holdene både i Nørre Alslev og i Nørre Vedby bliver markedsført.
- Vi har over 25 ugentlige træninger, så vi appellerer bredt, siger Sara Skov Bondehøj.
Man kan læse mere om NAGs program for den kommende sæson på www.na-gym.dk.
SKIFs historie
- SKIF blev dannet i 2014 af Storstrømmens Idrætsforening og Kippinge Idrætsforening. Sidstnævnte blev grundlagt helt tilbage i 1927.
- I en årrække lykkedes det for SKIF at forene frivillige kræfter på Nordvestfalster og skabe forårsopvisninger og mange holdtilbud med det sociale i højsædet.
- Men det har i de seneste år knebet med at skaffe både frivillige og medlemmer, og det tager bestyrelsen i SKIF nu konsekvensen af og lader NAG fra det nærliggende Nørre Alslev tage over.