Håb: Teaterstart i september

Teaterforeningens program for den kommende sæson er omdelt. Foto: Jette Malmskov

Teaterforeningen sender næste sæsons program på gaden og håber at undgå aflysninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Med aflysningen af årets Nykøbing F. Revy er der endnu længere mellem de kulturelle udbud på egnen i år. Men der er godt nyt på vej.

Fredag udgiver Teaterforeningen Guldborgsund sit program for næste sæson.

Selv om der er seks måneder til den første forestilling, er mange nok lorne ved at investere i teaterbilletter og lignende, men teatret håber alligevel, sæsonen kan indledes, som den plejer. Det fortæller forkvinde Jette Malmskov.

- Vi er meget spændt på, hvordan det går med bestillingerne, når vi ikke har medlemsarrangementet, som vi plejer, siger hun med hentydning til den dag, medlemmerne normalt får præsenteret programmet og begynder billetkøb.

Det plejer at finde sted i foråret på Nykøbing F. Teater. Men som forestillingerne i marts-april er det aflyst grundet coronasmittefaren.

- Det bliver via reklame og foldere, at vi skal præsentere programmet, men vi har heldigvis en trofast medlemsskare. Men vi er indstillet på, at vi ikke får solgt som andre år, siger forkvinden.

Forårets forestillinger er aflyst, da praktiske forhold gjorde udskydelse umuligt.

Den første forestilling bliver dog en revanche fra foråret, da Figaros spiller "Elverhøj - men tonen er lav".

Det sker 17. september, umiddelbart efter foreningens generalforsamling, som Jette Malmskov håber bliver godt besøgt. Hun og resten af bestyrelsen er ved at forberede forholdene.

- Vi har som regel ikke mere end 350 gæster, og teatret kan rumme godt 700, så vi kan sløjfe hver anden række og sørge for, at folk sidder med god afstand, siger hun og slutter:

- Vi får rigtig travlt med at lave billetter, når der igen åbnes for teatre, og vi skal med teaterforvalteren finde ud af noget med ekstra toiletter og garderobeforholdene. Men vi håber, at åbning i september kan lade sig gøre.

Læs også artiklen: "Håb: teaterstart i september"