HÆLER DØMT: RETTEN AFVISTE SØFORKLARING
Arkivfoto: Claus Hansen
Claus Hansen FT
En stjålet rendegraver var udstyret med gps og blev fundet hos en mand, der dog afviste at have gjort noget ulovligt.
NYKØBING-HORBELEV: 11. april 2020 klokken 15.58 blev en mini-rendegraver stjålet fra en parkeringsplads på Kohavevej i Nykøbing. Men rendegraveren var udstyret med en gps, og 20. april blev den fundet på adressen hos en 32-årig i Horbelev. Her var et firmanavn på siden af rendegraveren blevet malet over, men kunne stadig ses.
Tyveriet og fundet af rendegraveren har for nylig ført til en retssag, hvor den 32-årige stod tiltalt for tyveri eller subsidiært hæleri. Men han nægtede sig skyldig.
I retten forklarede han, at han havde lånt rendegraveren af en, der hed Hassan. Ham havde den 32-årige mødt på et pizzeria, hvor de begge jævnligt kom. Den 32-årige skulle bruge rendegraveren til et større arbejde på sin ejendom og skulle derfor låne den i et par måneder.
Troede ikke på forklaring
Som tak for lån skulle han så reparere rendegraveren - blandt andet ved at rustbehandle og male den. Men i retten kunne han ikke fortælle mere om denne "Hassan" og heller ikke om, hvordan man kunne komme i kontakt med ham.
Retten troede derfor overhovedet ikke på hans forklaring. "Retten finder, at tiltaltes forklaring savner sandsynlighedens præg", står der således i dommen, hvor den 32-årige findes skyldig i hæleri.
Retten finder, at tiltaltes forklaring savner sandsynlighedens præg.
Dom fra Retten i Nykøbing
Betinget fængsel
Straffen blev fastsat til 60 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. I den forbindelse lagde retten vægt på, at den 32-årige ikke tidligere er straffet, og at sagen har været mere end to år om at komme for retten.
Manden blev også dømt til inden otte måneder at udføre 80 timers ulønnet samfundstjeneste, ligesom han skal betale sagens omkostninger og i det kommende år være under tilsyn af Kriminalforsorgen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde