Hajkutter Regatta i Nysted

Hajkutter Regatta, middelalderfestival og ny kunstudstilling hver uge er nogle af de oplevelser, Nysted tilbyder turister og fastboende denne sommer. Det bliver starten på tre festlige dage, når 16 hajkuttere fra Tyskland, Danmark og Sverige den 2. august lægger til i Nysted for at gøre klar til den anden store Hajkutter Regatta fra Nysted til Rostock. Igen i år deltager også et stort brandslukningsskib på 37 m fra Rostock.
Der er bl.a. levende musik i teltet på havnen, udflugter med kutterne til vindmølleparken og ”åbent skib” om bord for besøgende og konkurrencer. Betegnelsen hajkutter har ikke noget med fangst af hajer at gøre, men kommer af kutterens hurtighed. Den store sejlføring, de slanke linjer og den høje stabilitet gjorde nemlig, at kutterne altid var først fremme på fangststederne i deres storhedstid. En noget mere landfast oplevelse kan man få i Nysted Havnegalleri, hvor hver af de udstillende kunstnere har fået galleriet en uge, hvorefter der skiftes udstilling.
I løbet af sommeren er der arrangeret billedkunstudstilling, keramikkunst og også en udstilling om Nysteds Middelalderfestival. Galleriet er åbent hver dag fra kl. 16-20. 14. og 15. august gentager Nysted Middelalderfestival succesen fra sidste år, hvor næsten 4.000 børn, unge og ældre besøgte festivalen ved Nysted Nor. Professionelle musikere med middelaldermusik som speciale danner igen rygraden i oplevelsen.
Middelalderens fragtskibe – koggen, ligger for anker lige ud for markedspladsen, hvor der er telte og boder. I år er der fokus på emnet ret og straf, og indgangen til Nysted vil være fyldt med de mest forfærdelige indretninger til afvikling af straffe så som galge, huggeblok, bålplads og meget mere. Markedet er åbent lørdag fra 10-22 og søndag fra 10-16.

Foto: Picasa 3.0

Nysted byder på Middelalderfestival og skiftende kunstudstillinger.

Offentliggjort Sidst opdateret