Halleder overtager ledelse af teater
Nykøbing F. Teater ligger for tiden stille som følge af coronavirussen. Næste år får det ny leder, når Jens Couriol overdrager tøjlerne til Mark Stig Andersen, der også fortsat skal lede Guldborgsund Hallerne. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
Teaterforvalter på Nykøbing F. Teater, Jens Couriol, har indgået en senioraftale, som løber frem til sommeren 2021.
NYKØBING Mark Stig Andersen, leder af Guldborgsund Hallerne, overtager fra næste sommer tillige ledelsen af Nykøbing F. Teater.
Nyheden bredte sig i sidste uge i forbindelse med, at det forlød, at Jens Couriol, teaterforvalter gennem 30 år, var blevet fyret. Men det er han ikke, meddeler Guldborgsund Kommune, der ejer teater og hal og således er arbejdsgiver for disses ansatte, i en pressemeddelelse. Jens Couriol har i stedet indgået en senioraftale, som løber frem til sommeren 2021.
Aftalen er en del af en større omorganisering, som skal styrke teatret og give større mulighed for koordinering af events mellem dette og den kommende multihal, som med plads til 3.500 mennesker skal kunne tiltrække større kunstnere til Nykøbing.
Med aftalen ønsker kommunen at skabe en overgangsfase, hvor den hidtidige og den kommende teaterforvalter i fællesskab og med øvrige medarbejdere sikrer en stabil overlevering og fremtidig drift.
Ikke en spareøvelse
Lene Rikke Bresson, centerchef for Borger & Branding i kommunen, er i forbindelse med nyheden fuld af ros til Jens Couriol.
- Jens har gjort en kæmpe indsats og et utroligt stort stykke arbejde med teatret de seneste mange år. Jeg ser frem til et godt samarbejde med Jens omkring overlevering og videreudvikling af teatret indtil næste sommer, siger hun.
Hun afviser samtidig, at der skulle være noget om et rygte om, at omrokeringen er led i en spareøvelse.
- Formålet er ikke at spare penge, formålet er at styrke samarbejdet mellem multihallen og teatret, så vi i fremtiden kan afvikle events i samspil mellem de to lokationer, siger hun og tilføjer:
- Jeg kan afvise, at beslutningen kommer til at spare penge, og budgettet til næste år er det samme som i år.
Gør plads til nye kræfter
At Jens Couriol skulle stoppe som teaterforvalter gik som en steppebrand i miljøet omkring teatret i sidste uge og nåede stadig længere omkring.
En række af teatrets nære samarbejdspartnere udtalte til Folketidende, at de var chokerede, dybt rystede og bange for teatrets fremtid efter det, der gik for at være en fyring.
Det var imidlertid ikke tilfældet, slår også Jens Couriol fast i kommunens pressemeddelelse:
- Der har været mange rygter i omløb de seneste par dage. Men faktum er, at jeg har indgået en aftale om min fratrædelse, som sikrer en fornuftig overlevering, samtidig med, at jeg gør plads til, at nye kræfter kan udvikle teatret.
Håber på godt samarbejde
Den kommende teaterleder Mark Stig Andersen håber på et godt forhold til samarbejdspartnere, der tæller Nykøbing Falster Revyen, Guldborgsund Håndboldklub, der arrangerer koncerter i teatret, med flere:
- Det er vigtigt for mig og for Guldborgsund Kommune, at jeg og teatret får en god relation til vores samarbejdspartnere. Jeg håber, at vores samarbejdspartnere vil gå ind i arbejdet med at videreudvikle og styrke teatret sammen med mig.
I Folketidendes artikel lørdag udtalte centerchef for Politik og Personale Martin Weis Holm, at kommunen ikke kommenterer på personalesager. I pressemeddelelsen mandag eftermiddag står der videre:
- Guldborgsund Kommune har ikke mulighed for at kommentere på eller offentliggøre informationer om personalesager, før de er endelige. Derudover skulle de berørte medarbejdere først orienteres om aftalen. Derfor havde kommunen ikke mulighed for at kommentere på eller forklare sagen i forbindelse med lørdagens artikel i Folketidende.
Avisen har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Mark Stig Andersen. Det er ikke lykkedes før deadline.