Halvdelen af børnene er tilbage

Regnen er udfordrende, men institutionerne forsøger at følge retningslinjer om udendørs aktivitet i løbet af dagen. Billedet er et arkivfoto fra Børnehuset Grønnegården. Foto: Anders Knudsen/arkivfoto

Forvirring om nødpasning eller genåbning er efterhånden væk, siger centerchef.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Det er nu snart 14 dage siden, at kommunale daginstitutioner og dagplejere igen åbnede dørene for børnene, og cirka halvdelen af forældrene har taget imod det tilbud. I nogle institutioner ligger andelen af børn på 85 procent, mens andre blot har 25 procent. Ofte er det i distrikter, hvor der bor en del studerende forældre, som har mulighed for selv at passe børnene. Det forklarer centerchef for Børn og Læring, Kathrine Ersted Sørensen.

- Forældrene har reageret rigtig godt på, at institutionerne åbnede igen. Og når de har været i tvivl, har de spurgt os. For det bliver de, og det bliver vi også, og så undersøger vi det. For eksempel har de været lidt i tvivl, om de måtte gå med ind på stuen, hvad der skal ske, når det regner, og om pasningen også gjaldt for dem. Nogle meldinger fra institutionerne kunne misforstås i forhold til, om der stadig var delvis nødpasning, eller om der var åbent. Enkelte medarbejdere har selv været i tvivl, så den forvirring har vi givet forældrene medhold i, og så har vi fået skrevet beskederne om, så det stod mere klart, forklarer hun..

Guldborgsund Kommunes tilgang er, at alle institutioner er åbne, understreger hun.

- Vi skal alle bidrage med det her samfundssind, og det oplever vi også, at alle gør. For vi skal stadig forsøge at undgå smittekæderne. Derfor skal forældrene benytte institutionerne i den udstrækning, der er behov. Hvad det behov er, spørger vi ikke ind til. Hvis de siger, at der er behov, så skal de endelig komme med børnene.

Nogle forældre har været ramt af dårlig samvittighed, fordi opfordringen om at undgå smitte og holde sig hjemme fortsat ligger i dem.

- Vi har været i kontakt med forældre, der var lidt utrygge ved risikoen for smittespredning, forklarer hun.

Men 12 dage efter genåbningen har der ikke været nogen stigning i sygedagene hos hverken børn eller voksne. Tværtimod, siger Kathrine Ersted Sørensen. For børnene går i mindre grupper end før og har på grund af isolationen ikke de samme vira på sig, som der let kunne blive spredt før.

I alt er mellem 1.100 og 1.200 børn tilbage i institutionerne sammen med 450-500 medarbejdere. Hver uge indberettes tallene til Sundhedsstyrelsen, så de og Statens Serum Institut kan følge genåbningen.

Kathrine Ersted Sørensen forventer, at man vil se flere børn i den kommende uge. Flere arbejdspladser åbner nu, og flere skal på arbejde - og dermed får man også brug for pasning. Og det er der plads til, siger hun.

- Vi er en kommune, der er beriget med relativt store institutioner. Det gælder også antallet af kvadratmeter pr. barn. Derudover har vi gode muligheder for at låne plads hos andre, og vi har mange gode udflugtsmål. I det næste skridt bruger vi den ramme, vi allerede har lagt, der siger, at vi har 25 procent børn på legepladsen og 25 procent på udflugt. På den måde er der god plads indendørs.

En ny rutine er fundet

I Sofiehuset i Nykøbing er leder Grete Jensen glad for, at mange børn er vendt tilbage. I øjeblikket har de 45 tilbagevendte børn i børnehaven og 31 i vuggestuen. De er normeret til henholdsvis 88 og 59 børn. Og de har nu fundet en hverdag, der giver børn og forældre tryghed og forudsigelighed, siger hun.

- Vi er stadig opdelt i de små grupper, og for nogle børn er det dejligt. For andre er det en stor udfordring, at man ikke kan gøre, som man plejer. Det stiller krav til pædagogen i forhold til at motivere og aktivere børnegruppen igennem hele dagen om at være ude så meget som muligt i al slags vejr, være spontane og følge barnets spor, lege og sikre tid til hygge. Samtidig med, at vi skal vaske hænder, legetøj og sengetøj og vaske og spritte alt, hvad vi bruger, af mindst to gange om dagen.

Hun indrømmer, at regnen ikke er deres bedste ven. Særligt ikke, fordi de er blevet halveret på antallet af kvadratmeter. Men indtil videre lader det sig gøre at være både inde og ude. I skoven og i bålhuset ved Absalon. Særligt fordi, at institutionen har fået ekstra rengøring til toiletter, puslepladser og kontaktflader.

- Og så har jeg en stor ros til forældrene. De er samarbejdsvillige og hjælpsomme og svarer på alle de forskellige sedler om fremmøde og ferie og alt muligt praktisk, for at vi kan skabe den bedste og mest trygge hverdag for deres børn.