Med klimaforandringerne kommer der ikke længere ret meget hvidt fra oven til Nordvestfalster.
Men skulle det endelig ske, at der falder sne, så er Kaj West fra Alstrup helt parat til at rykke ud med sin traktor og sneplov.
Han er en af dem, der har kontrakt med kommunen om at rydde veje for sne, og det har han haft i årtier.
Mandag 6. januar er det faktisk 50 år siden, at han fik den allerførste kontrakt. Den er siden blevet fornyet igen og igen.
Og står det til Kaj West, så fortsætter han gerne med sit job som "snemand".
Annonce
- Så længe mit helbred er til det, siger Kaj West.
Første kontrakt
For et halvt århundrede siden blev han selvstændig entreprenør efter at have arbejdet for det lokale firma MSE.
Samtidig fik han kontrakt på at rydde sne for den daværende Nørre Alslev Kommune.
- Jeg overtog opgaven efter Knud Nielsen, som var blevet for gammel. Det sker jo, når man kommer op i alderen, som Kaj West siger.
Vinterkrigen
Tre år senere kom han for alvor på arbejde, da "Vinterkrigen" satte ind ved årsskiftet 1978-1979.
Store snemængder lagde sig fra anden juledag og hen over nytåret ud over Lolland-Falster.
Som mange fra dengang husker, var det helt umuligt for folk på landet at komme ud af husene og frem på vejene. Og snerydderne var meget på arbejde.
- Jeg kørte en gang tre dage i træk og måtte ligge en dag bagefter, husker han.
Annonce
Artiklen fortsætter under billedet.
Sådan så snerydning ud under Vinterkrigen i 1978-1979. Arkivfoto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Kaj West, der har sit distrikt på Nordvestfalster, skulle blandt andet sørge for, at livsvigtig medicin kom ud til patienter.
- Jeg hentede den hos apoteker Kruse på det gamle apotek i Riserup. Men jeg kunne først komme afsted, når jeg havde røget en stor cigar med Kruse og fortalt ham, hvordan det stod til, fortæller Kaj West.
"Vinterkrigen" er det mest dramatiske, som han oplevet som snerydder.
- Vi havde også meget sne nogle gange for cirka 10 år siden. Derefter har der ikke rigtig været noget ud over et par dage, siger han.
56 kilometer
Kaj West har til opgave at rydde 56 kilometer vej, hvis sneen falder tungt.
Distriktet omfatter veje i og omkring Lundby, Ønslev, Lommelev og Sundby Falster.
Desuden skal han rydde Froensevej, der løber parallelt med Sydmotorvejen og fungerer som en redningsvej.
Arbejdet skal starte klokken 05 om morgenen, og Kaj West skal melde tilbage, når det er udført.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker