Han løb fra fødestuen til rådhuset og tilbage igen: Papiret i hans hånd gjorde dagen dobbelt så god

Shoresh Kholian fik fredag sit danske statsborgerskab - men måske bliver han også far til en lille ny statsborger. Foto: Maria Glasius Lange

Dagen, hvor man får sit statsborgerskab, er stor. Det, der kan gøre den større, skulle da lige være fødslen af ens første barn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Shoresh Kholian var en lille smule forpustet, da han fredag formiddag ankom til rådhuset i Nykøbing.

Samme morgen havde hans kone fået tildelt en fødestue, hvor hun - sammen med sin søster - arbejdede på at levere parrets første datter, indtil han kom tilbage.

- Hun skal hedde Mirai. Det betyder fremtid på japansk. Vi er begge fra Syrien og har egentlig ikke noget med Japan at gøre, men navnet og dets betydning er smukt, forklarede han stolt.

Grunden til, at Shoresh Kholian alligevel befandt sig i byrådssalen på rådhuset, er, at han samme dag skulle modtage beviset på sit statsborgerskab.

Siden 2015 har han boet i Danmark og arbejdet på at blive dansk statsborger, og når noget betyder så meget, kan det være svært at finde de rette ord.

- Jeg kan næsten ikke beskrive det. Men det betyder virkelig meget, især fordi vi er fra Syrien.

Lettelsen bredte sig

For ham vil det være stort, hvis hans datter kommer til verden på samme dag, som han modtog sit statsborgerskab.

- Og så er jeg bare så glad for, at hun automatisk bliver dansk statsborger, bemærkede han, før han igen var ude at døren for at komme hen til sin kone.

I alt ni personer blev fredag formiddag nye statsborgere, og som de satte sig i stolen, bredte lettelsen sig i deres ansigter.

Byrådssalen var fredag fyldt med nye danske statsborgere og deres familier og venner. Foto: Maria Glasius Lange

Vi oplever, at der i Danmark er et langt større fællesskab og en anden tro på fremtiden.

Tim og Dagmar Neusser, Sydfalster

De er færdige med at svare på spørgsmål og med at undersøge paragraffer og være usikre på fremtiden. Nu er de en del af det danske fællesskab - hvad man så end lægger i det. For nogle handler det helt praktisk om adgangen til stemmeboksene. For andre er det noget mere. Noget større.

- Fællesskabet er noget af det vigtigste for os mennesker, lød det fra borgmester Simon Hansen (S) i hans tale til de nye statsborgere og deres familier.

- Kendetegnet ved et stærkt fællesskab er, at når vi byder ind med noget, så får vi også noget igen. Familie og venner er for mange stærke fællesskaber. For andre kan det være foreninger. Men statsborgerskabet er måske det største fællesskab, fordi det virkelig sætter rammen om vores liv.

Der var både klaphatte og halstørklæder med til at sætte lidt kulør på den lidt formelle ceremoni. Foto: Maria Glasius Lange

Et større fællesskab

Tim og Dagmar Neusser valgte det danske fællesskab til for mange år siden. 17,5 år for at være helt præcis. Sidste år fik Dagmar Neusser sit statsborgerskab, og i år var det Tims tur.

- Danmark er vores hjemland, og vi er sikre på, at vi bliver her. Statsborgerskaber betyder som sådan ikke så meget, for vi føler os danske, men det giver os stemmeret til folketingsvalget. Og det har pint mig, at vi ikke har haft det, siger Tim Neusser.

Dagmar og Tim Neusser har boet i Danmark i 17,5 år, og selvom de fortsat er naboer til fødelandet Tyskland, så har de ikke noget behov for at vende tilbage. Foto: Maria Glasius Lange

I midten af 00'erne oplevede parret en ærgerlig stemning i Tyskland. Det var svært at få job, mismodet herskede, og fællesskabet blev ikke vægtet højt.

- Vi oplever, at der i Danmark er et langt større fællesskab og en anden tro på fremtiden. Og så har vi fundet plads, luft og ro på Sydfalster. Det er helt perfekt til os, forklarer parret.