Opdateret med citater fra byggeleder i Guldborgsund Kommune.
Håndværkere har igen indtaget byggepladsen på den nye Sundskole. Det er sket i begyndelsen af denne uge, meddeler Guldborgsund Kommune.
I første omgang skal taget færdiggøres, og herefter venter den indvendige del af skolen. Til slut vil man gøre udearealerne klar.
Den nye totalrådgiver på skolebyggeriet er ABC – Rådgivende Ingeniører, som vandt opgaven efter en udbudsrunde.
Artiklen fortsætter under billedet.
Annonce
Her ses skolens gymnastiksal. Foto: Guldborgsund KommuneGuldborgsund Kommune
I disse uger er det tagdækkerne, der arbejder på at gøre taget færdigt - herunder også nedtage en del af det eksisterende tag, forklarer byggeleder i Guldborgsund Kommune Patrick Sloth Rasmussen.
- Vi prioriterer at få lavet taget, så skulle der komme vand ind, så har vi ikke fået lavet en masse interiør, der risikerer at blive ødelagt.
Nye udbudsrunder venter
Han tilføjer, at skolen ikke har taget skade, selvom den har stået tom og forladt i mere end 600 dage. Da konkursen var en realitet, hyrede kommunen et firma til at gøre taget tæt, ligesom der blev sat varme på.
Artiklen fortsætter under billedet.
Taget skal i første omgang gøres færdigt for at være klar til vinteren. Derefter tager man fat på lokalerne indenfor. Foto: Guldborgsund KommuneGuldborgsund Kommune
- Så bygningen er i samme stand, som hvis den havde været i brug som skole, siger Patrick Sloth Rasmussen.
Han tilføjer, at de tre øvrige entrepriser bliver udbudt på torsdag, og at man først kender navnene på dem til foråret. Entrepriserne skal i EU-udbud, og derfor er processen forholdsvis lang.
Sagen kort
Sundskolen er gået fra fornemme kåringer og svanemærkning til et konkursramt entreprenørfirma og en voldgiftssag.
Den ufærdige skole har indtil for nylig stået med en økonomisk ramme på over 150 millioner kroner og sygnet hen, men hvis man spoler tiden tilbage til 10. maj 2021, var situationen markant anderledes.
To elever fra den gamle Sundskole og borgmester Simon Hansen (S) stak sammen spaden i jorden for, hvad der skulle blive danmarkshistoriens første svanemærkede folkeskole.
Senere blev den nye skole også nævnt i prestigefyldte magasiner, blandt andet det amerikanske designmagasin Dezeen, der kårede den nye Sundskole til at være et af de byggeprojekter, som på grund af sin arkitektur var værd at bemærke i 2022.
Senere samme år skete der noget skelsættende.
Hoved-entreprenøren bag den prestigefyldte skole, Bo-Hus, blev 9. december begæret konkurs, og siden har spørgsmålet været, hvem der fik ansvaret for at bygge skolen færdig.
Efter der i længere tid var stilhed, skete der i slutningen af august noget nyt. Her blev det nemlig klart, at den svanemærkede skole igen skulle i udbud, så en ny entreprenør kunne findes.
Siden blev udbuddet trukket tilbage, da nye skader blev opdaget i det ufærdige byggeri.
I foråret 2024 fandt Guldborgsund Kommune en ny totalentreprenør.
Byggeriet skal efter den nye plan stå færdig i begyndelsen af 2026.
Guldborgsund Kommune skrev kontrakt med ABC - Rådgivende Ingeniører i foråret, og totalentreprenøren har siden brugt tid på at samle op på det eksisterende byggeri.
- Dokumentationskravene til især brandsikkerhed har taget noget tid at få styr på, og en del af det er gået tabt under konkursen.
Tilsyn er et vigtigt punkt
Annonce
Patrick Sloth Rasmussen tilføjer, at der samtidig ligger en politisk beslutning om at bevillige beløbet for at få skolen gjort færdig.
Planen er på nuværende tidspunkt at få skolen færdig til begyndelsen af 2026.
Er tilsyn med byggeriet blevet opprioriteret på grund af tidligere oplevelser med konkurs?
- Der er tilsyn på projektet, og det var der også tidligere. Alternativt skulle vi lave et tilsyn på tilsynet, og det kunne man godt. Men vi er også nødt til at have en tillid til dem, vi har ansat til at udføre opgaven. Men ja, tilsyn er klart et obs punkt for os i denne proces.
Der ændres ikke på noget
Patrick Sloth Rasmussen tilføjer, at han er enormt glad for at komme i gang med byggeriet igen og se liv på skolen igen.
Der går noget tid, før den står færdig. Fordelen ved at vente med åbningen til begyndelsen af 2026 er, at man kan nå at etablere hele udeområdet og få det til at sætte sig, før skoleelever indtager græs og træer.
Kommunen understreger i øvrigt, at der ikke ændres på materialevalg, arkitektur eller svanemærket. Det oprindelige koncept er intakt. Skolen står derfor også stadig til at blive landets første permanente svanemærkede folkeskole.