Har du også set skiltene? Derfor skal der kameraer op på motorvejen

De nye kameraer er placeret tværs over motorvejen lidt syd for Farøbroerne. Foto: David Arnholm

Der er sat kameraovervågning op henover motorvejen lidt syd for Farøbroerne. Nu forklarer Sund & Bælt, hvad de skal bruges til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Måske har du også bemærket, at der i løbet af de seneste uger er sat kameraer op tværs over motorvejen på Falster, lige syd for Farøbroerne.

Kameraerne er skiltet meget tydeligt, men de skal ikke bruges til at fotografere bilister, der kører for stærkt eller andet i den stil. Faktisk er de slet ikke relevante for folk i personbiler.

- Kameraerne er sat op for at understøtte digital kontrol af vejafgiftsordningen for lastbiler på 12 ton og derover, som træder i kraft 1. januar 2025. Udstyret er frem mod 1. januar under konfiguration og test, oplyser Lene Gebauer Thomsen, der er chef for koncernkommunikation hos Sund & Bælt.

De nye regler betyder, at lastbiler på 12 ton eller derover fra 1. januar skal betale en vejafgift efter, hvor meget CO2, de udleder. Afgiften gælder for kørsel på størstedelen af statsvejene og dele af de kommunale veje rundt om i landet - i alt cirka 10.900 kilometer veje.

Kontrollerne foregår på den måde, at lastbilerne automatisk får aflæst deres nummerplade af kameraer ved både faste og mobile kontrolpunkter. Der bliver seks faste kontrolpunkter, som placeres på vigtige trafikknudepunkter valgt ud fra Danmarks geografi, blandt andet på Sydmotorvejen.

Hvis systemet registrerer en lastbil, som ikke har betalt vejafgift, koster det en bøde på 4.500 kroner - og det gælder både for danske og udenlandske lastbiler. Det er Færdselsstyrelsen, der udsteder bøderne. Et køretøj kan dog maksimalt få én bøde pr. døgn.

Den nye vejafgift er et led i den grønne omstilling af det danske vejnet. Der er tale om en kilometerbaseret og CO2-differentieret vejafgift for visse lastbiler.

- Afgiften betyder, at de samfundsøkonomiske omkostninger, som lastbiltrafikken medfører i form af slid på infrastrukturen, ulykker, støj, luftforurening og bidrag til trængsel, bliver dækket i højere grad end i dag, fremgår det af hjemmesiden vejafgifter.dk.

Afgifterne er inddelt i forskellige takstgrupper, som strækker sig op til 1,10 kroner pr. kilometer.

Du kan læse mere om de nye vejafgifter HER.