Havnechef om autocampere på havnen: - De overnatter som på en båd

I de senere år er der kommet flere og flere autocampere til havnearealerne i Nysted. Her er der i øjeblikket ved at blive skabt endnu bedre parkeringsforhold til de overnattende gæster på fire hjul. Privatfoto

Havnemester i Guldborgsund Havne Jan Barsøe Lauridsen afviser, at Guldborgsund Kommune skulle drive ulovlig campingplads til autocampere på Nysteds havnearealer. Det sker med henvisning til, at der er tale om en offentlig parkeringsplads og ikke en autocamperplads.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er at sidestille med en overnatning på en båd, hvis man ruller ind med sin autocamper for at tage en af de overnatninger, som man kan booke i Nysted Havn eksempelvis via havneguide.dk for 225 kroner.

Det mener havnemester for Guldborgsund Havne Jan Barsøe Lauridsen.

Blot en parkeringsplads

- Der er ikke tale om hverken en autocamperplads eller en campingplads. Det er sådan set blot en offentlig parkeringsplads, hvor vi etablerer fire-fem strømstik, så eksempelvis de gæstende autocampere kan trække strøm, når de parkerer. De må gerne overnatte, men de må selvfølgelig ikke campere.

Sådan lyder svaret fra Jan Barsøe Lauridsen, da han får ridset de i alt seks myndigheder op, som en gruppe af lokale borgere i Nysted nu har kontaktet med en klage over den igangværende etablering af det, som borgerne mener er en ulovlig kommunal opført autocamperplads eller campingplads for autocampere.

Skal ikke partshøre

Vi giver sådan set blot muligheden for at holde dernede på havnen i Nysted på en ganske almindelig parkeringsplads

Jan Barsøe Lauridsen, havnemester i Guldborgsund Havne

- Vi giver sådan set blot muligheden for at holde dernede på havnen i Nysted på en ganske almindelig parkeringsplads. Derfor skal vi heller ikke partshøre naboerne, som nogle af dem har udtrykt ønske om. Vi gør ikke noget ulovligt, og vi driver ikke ulovlig virksomhed, når vi er en kommune, der benytter lejligheden i forbindelse med den store havnerenovering til også at etablere de her fire-fem strømstrik på havnen, siger havnemesteren.

Jan Barsøe Lauridsen henviser til, at mange autocampister eksempelvis også har haft erfaringer med at være bådejere, og derfor er der et behov for at kunne parkere tæt ved vandet eksempelvis på en havn.

De gamle sejlere

- Dem, der vil holde på en campingplads, de kan bare gøre det. Men de her gamle sejlere, som kører rundt i en autocamper, de vil altså gerne tæt på vandet og få den oplevelse med. Og vi er altså ikke forpligtet til en partshøring, når der er tale om en offentlig parkeringsplads, hvor alle kan parkere - også autocampere, understreger Jan Barsøe Lauridsen.

Om havnerenovering

  • Nysted Havn gennemgår for tiden en større havnerenovering, som tidligere har været omtalt i Folketidende.
  • I den forbindelse er der også planer om at etablere fire-fem strømstik i den sydlige ende af havnearealerne, så eksempelvis overnattende autocampere kan trække strøm og være parkeret helt tæt ved vandet langs Strandvejens sydlige ende.
  • Nysteds kommunale lystbådehavn hører under Guldborgsund Havne, hvor havnemester Jan Barsøe Lauridsen vurderer, at den igangværende havnerenovering kan være helt færdig i midten af maj efter i første omgang at være planlagt til at stå færdig 1. april.