HAVVINDMØLLER FIRE KILOMETER FRA POPULÆR BADESTRAND AFVISES
Byrådet afviser et forslag om at etablere op til 50 havvindmøller fire kilometer ud for kysten ved Marielyst. Arkivfoto: Claus Hansen
Claus Hansen
Byråd afviser et forslag om at etablere op til 50 havvindmøller fire kilometer ud for kysten. Men man lukker ikke døren for et fremtidigt samarbejde, hvis vindmølleparken etableres længere ude i havet.
GULDBORGSUND: Det sker sjældent, at Guldborgsunds kommunalbestyrelse - på tværs af alle partier - er enige om et vindmølleanliggende. Men det skete torsdag aften, hvor et enigt byråd vedtog at sende et høringssvar til Energistyrelsen med en indsigelse mod at etablere en havvindmøllepark fire kilometer ud for kysten ved Marielyst og Bøtø.
I høringssvaret, der blev formuleret af økonomiudvalget ved et særskilt møde tidligere på ugen, blev man dog enige om ikke at afvise ønsket om havvindmøller ud for Falsters østkyst fuldstændig. I stedet har man foreslået at anlægge parken 10 kilometer ud for kysten og længere mod sydøst.
Det er meget fortrøstningsfuldt for det fremtidige arbejde med den her sag, at økonomiudvalget er så enigt.
Johannes K. Kristensen, Det Konservative Folkeparti
Og det er et samarbejde og en enighed, som Johannes K. Kristensen fra Det Konservative Folkeparti kvitterede for.
- Det er meget fortrøstningsfuldt for det fremtidige arbejde med den her sag, at økonomiudvalget er så enigt.
Han og de øvrige konservative medlemmer af byrådet glæder sig samtidig over interessen fra European Energy, der vil stå for at finansiere havvindmølleparken.
- Vi ser positivt på havvindmøller og er glade for interessen for at investere i grøn energi. Både i vores landsdel og i det hele taget. Arbejdet med at etablere og vedligeholde vindmøllerne kan skabe arbejdspladser, udvikling og vækst for os alle sammen, sagde han og tilføjede, at den grønne energi også vil gavne priserne for el og energi, hvilket man i de fleste husstande oplever et stort behov for både nu og især frem mod de kommende vintre.
For tynd projektbeskrivelse
I Socialdemokratiet støtter man også op om havvindmøller og selve projektet men med bevidstheden om, at debatten om vindmøller kan være følelsesladet og med mange forskellige interesser i befolkningen. Møllerne skal dog længere ud i havet til mindst de førnævnte 10 kilometer fra kysten, så det minder mere om Nystedparken.
Vi vil ikke smække en åben dør i. Men projektet vil have en enorm indvirkning på både borgere og naturen, og vi skal derfor arbejde videre med det.
Bente Lerche-Thomsen, Enhedslisten
- Vi ser det som en kæmpe gevinst, forklarede Katrine Buurmann og tilføjede, at en havvindmølle producerer 50 procent mere end møller på land.
Ansøgningen fra den danske virksomhed European Energy kom i slutningen af juni og beskrev et projekt med mellem 11 og 50 vindmøller med en højde på mellem 182 og 270 meter.
Men den projektbeskrivelse er alt for tynd og ufuldstændig, understregede Enhedslistens Bente Lerche-Thomsen, der håber, at den fremtidige dialog bliver mere konkret.
- Vi vil ikke smække en åben dør i. Men projektet vil have en enorm indvirkning på både borgere og naturen, og vi skal derfor arbejde videre med det. Vi bakker op om den grønne omstilling og den foreslåede placering fra økonomiudvalget. Og så håber vi, at European Energy og Energistyrelsen vil arbejde videre med os.
Ingen lukkede døre
I Venstre påpeger Ole K. Larsen, at havet måske kan virke stort, men at der faktisk ikke er meget råderum, når man taler kystnært. Og havvindmøllerne skal ligge højst 20 kilometer fra kysten, for at den grønne energi, der udvindes, kan tælle med i Guldborgsund Kommunes CO2-regnskab.
Undersøgelserne af naturpåvirkningen skal være så bred og grundig som muligt. Især i forhold til påvirkningen af fugle. Men det er ikke en lukket dør herfra.
Annemette Schønberg Johnsen, Socialistisk Folkeparti
Samtidig understregede han, at man er nødt til at forberede sig på at se havvindmøller i landskabet i de kommende år.
Samme budskab havde Annemette Schønberg Johnsen fra SF. Dog ønsker hun at få havvindmøllerne placeret mest hensigtsmæssigt og gerne i klynger, så man ikke risikerer at skulle betragte 50 kæmpevindmøller på stribe fra sin plads på stranden.
- Undersøgelserne af naturpåvirkningen skal samtidig være så bred og grundig som muligt. Især i forhold til påvirkningen af fugle. Men det er ikke en lukket dør herfra.
Garanti for vetoret
I Dansk Folkeparti har man et ønske om at have så få vindmøller som muligt på land. Og så er alternativet nu engang at placere dem i vand. Men at placere dem så tæt på kysten, som European Energy foreslog, vil være forkert, medgiver René Christensen.
Han bemærker, at Guldborgsund måske engang var blandt de kommuner, der producerede mest grøn strøm. Men det er ikke længere tilfældet. Derfor er man nødt til at producere mere for at nå målet om at være CO2-neutral kommune senest i 2050, mener han.
I Guldborgsundlisten ønskede Martin Lohse en garanti for, at Guldborgsund Kommune fortsat har en vetoret til at kunne standse projektet, hvis det ikke rettes ind efter kommunens ønsker.
- Vi er sikre på en vetoret. Det har European Energy tilkendegivet, understregede borgmester Simon Hansen (S).