Hel by uden varme efter stor lækage
Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Borgere i Sakskøbing vågnede fredag morgen op til kolde huse.
Stort set hele Sakskøbing manglede fredag morgen varme i radiatorerne.
Lige fra tidligt i morges har adskillige berettet om problemet på Facebook. Sakskøbing Fjernvarmeselskab bekræfter, at stort set alle af fjernvarmeværkets 2.100 forbrugere har været uden varme.
Siden klokken 1 i nat har folk fra selskabet kørt rundt for at finde en stor vandlækage, som er skyld i den manglende varme.
- Der er tale om meget store mængder vand, der forsvinder. Vi kunne allerede se det på pumperne i går aftes. De kan ikke følge med, så der må være tale om et større brud, siger Helle Nymann.
Ved 8-tiden var hun i kontakt med driftsleder Lynge Buchleitner, der er med ude for at lede efter lækagen.
- De er vist ved at få lokaliseret, hvor det er. Tidshorisonten på at løse problemet er ukendt, men vi håber på, det bliver fundet meget hurtigt, siger hun og fortæller, at telefonerne har bimlet og bamlet siden tidligt i morges.
- Foreløbig har jeg haft 50-60 stykker i røret, der undrer sig over, hvor varmen er blevet af, fortæller Helle Nymann.
Kort efter klokken 10 fortæller driftsleder Lynge Buchleitner, at alle igen har varmen tilbage.
Ledt efter lækage i timevis
Driftslederen har været i gang hele natten med at finde lækagen.
- Det startede allerede klokken 17 i går eftermiddags, hvor vi fik et opkald om, at en rørsamling var hoppet fra hinanden. Men det fik vi styr på, siger han og fortæller, at der kom en alarm midt om natten.
- Klokken 1 i nat fik vi en alarm om, at vores vandtank var tom. Den er på fem kubikmeter, siger han.
Efterfølgende har de måttet teste bydel for bydel, hvor lækagen er opstået.
- Der er ikke andet at gøre end at prøve at lukke bydelen af og prøve at få pumpet noget vand på tanken og prøve at få tryk på i systemet og stille og roligt åbne bydel for bydel, siger han og fortsætter:
- Vi har faktisk ikke fundet bruddet endnu, men vi har lokaliseret det til at være omkring Brugsen inde i byen. Vi frygter lidt, når vi åbner, at vandet fosser ud, siger han.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker