Helge blev chikaneret i sin Tesla: - Vil ikke stå til regnskab

Episoden kom meget bag på Helge Bäck. Privatfoto

Episoden er nu blevet noget, Helge Bäck kan bruge i sin undervisning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forleden kørte Helge Bäck i sin hvide Tesla på motorvejen, da en anden bilist pludselig kørte op på siden af ham, rullede vinduet ned og stak sin arm ud i luften.

- Min kone og jeg var på vej hjem fra en fødselsdag. På motorvejen overhaler jeg en Folkevogn Up. Personen, der kører bilen, ruller vinduet ned, rækker armen i vejret og heiler, fortæller han.

Ifølge Helge Bäck var han ikke i tvivl om, at det var den nazistiske hilsen, bilisten i Folkevognen lavede, og at den var henvendt mod ham, fordi han kørte i en Tesla.

Tesla er ejet af blandt andre Elon Musk, der på grund af sit tætte parløb med den amerikanske præsident, Donald Trump, og sine anbefalinger til tyskere om at stemme på Alternative für Deutschland har været genstand for stor kritik verden over de seneste tid.

I forbindelse med et arrangement den 20. januar, hvor Trump blev indsat som præsident, sendte han også en hilsen af sted til tilhørerne - en hilsen, der af mange er blevet sammenlignet med den velkendte nazistiske gestikulation.

Talte om episoden

I Danmark har flere Tesla-ejere oplevet forskellige former for chikane, og episoden på motorvejen chokerede også Helge Bäck.

- Så tænker jeg, hvad fanden skete der der? What the fuck?! fortæller han.

I bilen begyndte Helge Bäck og hans kone at snakke om episoden og begyndte at spekulere over, hvor vidt det vil gå.

Læs også: Tesla-sælger lægger afstand til Elon Musk

- Da vi så kommer hjem, tænker vi ikke mere over det. Så læser vi om de andre situationer i Danmark, fortæller Helge Bäch.

Meget af det læser han i en Facebookgruppe for Tesla-ejere, og her er der flere, der har oplevet situationer, der minder om det, Helge Bäck oplevede på motorvejen.

- Det gav et meget godt billede af den paranoia, nogle Tesla-ejere har, siger han.

En god snak

Helge Bäck arbejder til dagligt som underviser, og her har han brugt sit eget eksempel i undervisningen.

- De unge mennesker kunne ikke se noget problem i at heile. "Det er jo bare en strakt arm." De har jo ikke et ejerskab til Anden Verdenskrig, men jeg har haft en farfar, der så sine kammerater blive gennemtæsket af tyskere og ikke har besøgt Tyskland siden. På den måde har jeg det med i min forståelse, at man skal have respekt for den slags, siger han:

- Og så fik vi faktisk en rigtig fin snak om respekt og det at skille ting ad. Vi så også klippet med Elon Musk, og fik en snak om, at det ikke er helt sikkert, om han egentlig heilede, eller hvad det var, der skete.

Netop det at skille tingene ad er noget, Helge Bäck efterlyser, at kritikerne af Tesla-ejere ville gøre noget mere.

- Jeg bliver irriteret over, at jeg som Tesla-ejer skal stå til regnskab for, hvad Elon Musk gør, bare fordi jeg har en Tesla, siger han:

- Hvis vi alle sammen skal stilles til regnskab for vores bilmodellers ejeres gøren og laden og deres landes politiske overbevisninger, så tror jeg, at det er svært at være uden skyld. Så er der ingen, der kan gå udenom.