Efter mere end 45 år indenfor finanssektoren og heraf de sidste 11 år som filialchef i Vordingborg Banks afdeling i Nørre Alslev har Henning Jørgensen valgt at gå på pension ved årets udgang.
Henning Jørgensen blev tilbage i 1966 ansat i Landbostandens Sparekasse i Nykøbing Falster. Efterfølgende arbejdede Henning i mange forskellige filialer på Lolland Falster, dog afbrudt af 2 års militærtjeneste. I forbindelse med de mange fusioner der dengang var, fungerede Henning som instruktør for lederne og i 1982 var det som filialdirektør i det der dengang hed Sparekassen SDS, og senere ved endnu en fusion til det der dengang hed Unibank, blev Henning leder af filialen i Stubbekøbing.
Det var en tid præget af mange filiallukninger og nedskæringer af medarbejderstaben og i 2001 blev Henning Jørgensen så ansat i Vordingborg Bank, da den etablerede sig i Nørre Alslev. Henning var med i hele byggefasen og opbygningen af den stabile kundemasse som der hele tiden har været. Dette følte Henning var meget mere interessant end tiden med de mange nedskæringer, og nu er det som sagt slut ved årsskiftet.
I al sin tid som leder her på Nordfalster har Henning været involveret i mange forskellige tiltag. Bl.a. kan nævnes opstart af Traktormuseet i Eskilstrup og efterfølgende kasserer i en del år, og også det udvalg der blev nedsat for at starte Gunslevholm Idrætsefterskole, var Henning en del af. Og nu vi er ved idrætten var Henning også foregangsmand da Nørre Alslev Boldklub i 80’erne var havnet i økonomisk krise.
Også handelsstandsforeningen har nydt godt af Hennings virke. I Foreningen af Næringsdrivende i Nørre Alslev Kommune var Henning gennem mange år med i bestyrelsen og i 2 perioder endda som formand. Ligeså med Erhvervs- og Turistforeningen hvor Henning var formand gennem 3 år, og det var i den periode hvor foreningen drev billetsalg og turistkontor på Nørre Alslev Station.
Nordfalster Idræts- & Kulturcenter havde også Henning med i et udvalg omkring oprettelsen, og da der blev nedsat en arbejdsgruppe for at flytte Krokodille Zoo til Nørre Alslev var det også med en aktiv Henning Jørgensen. Desværre er projektet ikke lykkedes endnu fortæller Henning Jørgensen til Nordfalsters Avis.
Endelig er Henning også medlem af Nørre Alslev Rotary Klub, men nu er det altså slut med arbejdet fra årsskiftet. I den tid der kommer skal ægteparret Unni og Henning Jørgensen bl.a. bruge tiden på en stor interesse, nemlig rejser. Især Italien står højt på parrets liste over yndlingsrejsemål. Talrige gange er Italien blevet besøgt og mon det ikke også sker i fremtiden. Også koncerter skal nydes og for nylig var det en koncert i Verona med Andrea Bocelli der var målet. Men også huset og haven på Øster Alle i Nykøbing står for at skulle have en kærlig hånd. Endelig er der også et barnebarn i Nykøbing som skal forkæles så parret skal nok få tiden til at gå. Unni gik nemlig på pension i april måned i år.
I forbindelse med Hennings afgang bliver der holdt reception på fredag, hvor der også bliver mulighed for at hilse på den kommende filialchef, Jørgen Rasmussen som nu får både Stubbekøbing og Nørre Alslev filialer som arbejdsområde.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole