Her giver hun sin eneste julekoncert på Lolland-Falster
Lene Siel kiggede sidste år forbi Folketidendes generalforsamling og aktionærfest, hvor sangerinden fik musikalsk ledsagelse af Palle Juul Hansen. Arkivfoto: David Arnholm
David Arnholm
Sakskøbing Håndværker- & Industriforening har skabt et økonomisk sikkerhedsnet, som giver mod på at springe ud som julekoncertarrangør.
Værdigt trængende enker til håndværkere.
Sådan nogle er tiden løbet lidt fra - i hvert fald i forhold til at modtage støtte med tilbuddet om at kunne bo i en af de syv lejligheder, som Sakskøbing Håndværker- & Industriforening indtil for nylig ejede ved Gåsetorvet og Juniorsgade.
Det er på lidt underfundig vis baggrunden for den julekoncert, som førnævnte forening nu arrangerer.
- Vi snakkede lidt i foreningen om, at vi ville sælge vores gamle stiftelsesbygning, som har været brugt til udlejning i mange år, og hvor tiden nok var løbet lidt fra det oprindelige formål om at lade værdigt trængende enker til håndværkere have en bolig. Da vi ikke bare ville fortsætte med at være udlejer med alt det, som nu følger med det, besluttede vi at sælge ejendommen for at kunne sætte nogle nye ting i gang til gavn for byen, fortæller Jan Olsen på vegne af bestyrelsen i Sakskøbing Håndværker- & Industriforening.
Eneste Siel-koncert
Sidstnævnte bestyrelse har Jan Olsen været engageret i gennem mere end 30 år, og i alle de år har der ikke været arrangeret julekoncerter i foreningen.
Men det bliver der nu takket være salget af den gamle stiftelsesbygning, som nu giver et økonomisk sikkerhedsnet under foreningens kommende arrangementer - inklusive en julekoncert med en populær og kendt dansk sangerinde.
- Det lykkedes for os at få overtalt Lene Siel til at komme til Sakskøbing, og det bliver den eneste julekoncert, hun giver på Lolland-Falster i år. Det er noget nyt for os med at arrangere julekoncerter, men det bliver lidt en tilbagevenden til tidligere tiders julearrangementer, hvor foreningen blandt andet har arrangeret juletræsfester på Hotel Saxkjøbing, fortæller Jan Olsen.
Tidligere juletræsfester
Julekoncerten i Sakskøbing Kirke med Lene Siel kommer til at foregå den 4. december med start klokken 19.30.
Billetterne til 175 kroner plus gebyr er sat i salg via www.place2book.com og kan også købes på Sakskøbings kirkekontor. Dørene til koncerten åbner i øvrigt klokken 19, og der er plads til 200 tilskuere.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker