HER STRIKKES NISSEHUER SÅ BØRN KAN FÅ EN GOD JUL

Her ses de nissehuer, som kan give hjælp til økonomisk trængte børnefamilier i julen. Privatfoto

Julen er en ekstra svær tid for økonomisk trængte børnefamilier, og behovet for julehjælp er større i år end nogensinde før. Det mærker man tydeligt hos Mødrehjælpen i Nykøbing. Her skal salget af hjemmestrikkede nissehuer bidrage til at give hundredvis af børn i udsatte familier en god jul.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Heldigvis har flere frivillige i år fundet garnnøgler og strikkepinde frem, og de sidste uger er det væltet ind med nystrikkede nissehuer i Mødrehjælpens butik på Slotsgade 9.

Igen i år har generøse strikkere således doneret hjemmestrikkede- og hæklede varer til Mødrehjælpens butik, og siden sidste jul har endnu flere frivillige tilsluttet sig Mødrehjælpens strikkefælleskab.

Det har resulteret i, at der foreløbigt er strikket og hæklet 85 nissehuer til Mødrehjælpen i Nykøbing, Og der strikkes fortsat flittigt.

Bugner af nissehuer

- Det er overvældende at se butikken bugne af fine, bløde nissehuer. Salget af nissehuerne bidrog sidste år til, at mange børn fik en god jul. I år er behovet for hjælp større. Vores strikkere har doneret flere nissehuer, så vi håber, vi kan sælge endnu flere huer i år og hjælpe endnu flere udsatte børnefamilier i en svær juletid, siger Jette Lund Madsen, der er lokalforeningsformand hos Mødrehjælpen i Nykøbing.

De hjemmestrikkede nissehuer er lavet til børn og findes i et bredt udvalg af mønstre og farver.

Vi oplever desværre flere familier i vores område, der er så pressede på økonomien, at der ikke er råd til bare en brøkdel af det, de fleste tager for givet.

Jette Lund Madsen, lokalformand i Mødrehjælpen

- Vi oplever desværre flere familier i vores område, der er så pressede på økonomien, at der ikke er råd til bare en brøkdel af det, de fleste tager for givet. Et stigende antal børnefamilier opsøger vores lokale aktiviteter og tilbud, så vi har derfor brug for al den hjælp og støtte, vi kan få, tilføjer Jette Lund Madsen.

Glad for at gøre en forskel

For en erfaren strikker tager det omkring fem timer at strikke en nissehue. Anne-Grethe Andersen bor i Nykøbing og er en af de mange frivillige, der donerer hjemmestrik til Mødrehjælpens butik i Slotsgade. Anne-Grethe er en del af strikkeklubben ”Flittige Fingre” og forventer at indlevere mere end 20 nissehuer til butikken.

- Jeg har strikket, siden jeg var barn. Men at strikke til Mødrehjælpen er noget nyt. Det er først efter, jeg blev en del af strikkecaféen ’Flittige Fingre’, der holder til i Sundkirken. Her finder jeg opgaver til os, og så udfordrer vi hinanden med strik, som vi donerer til velgørenhed. Det er skønt at kunne hjælpe til i lokalmiljøet, hvor Mødrehjælpen også gør en stor indsats, fortæller Anne-Grethe, der ved siden af strikkeriet er kirke- og kulturmedarbejder i Toreby Sogn.

På landsplan er der denne jul indleveret 8.000 nissehuer. Det svarer til 40.000 arbejdstimer og mere end 1,5 million meter garn, fremgår det af en pressemeddelelse fra Mødrehjælpen.

Mødrehjælpen gør dog opmærksom på, at skulle der være udsolgt af nissehuer i butikken, er der mange andre fine julegaver på hylderne, hvor salget ligeledes hjælper de udsatte børn og familier.

Mødrehjælpen

  • I 2021 uddelte Mødrehjælpen national julehjælp til i alt 13.137 børn, og samtidig blev tusindvis af sårbare børnefamilier inviteret til juletræsfester, bagedage og modtog julegaver gennem en af Mødrehjælpens lokalforeninger.