Hhx-elever trives bedre end i resten af regionen

Hhx-studenterne fra Celf sidste sommer fik det højeste karaktergennemsnit af alle afgangselever fra ungdomsuddannelser på Lolland-Falster. Trivselsmæssigt er de også med i toppen i Region Sjælland. Foto: Hhx

Eleverne på hhx på Celf stortrives ifølge undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING En ny undersøgelse af elevers trivsel viser, at hhx-eleverne på Celf trives bedre end på alle andre handels- eller almene gymnasier i Region Sjælland.

I sidste uge kunne rektor Helle Holst glæde sig over, at hhx-afgangseleverne i sommer havde det højeste gennemsnit - 7,5 - af alle ungdomsuddannelser på Lolland-Falster, og hun påpeger, at trivsel og karakterer hænger sammen.

- At elevtrivslen betyder noget for blandt andet eksamensresultatet er alment kendt, men kausaliteten er vi usikre på. De fleste gymnasier arbejder ud fra en filosofi om, at trivsel er et vigtigt fundament for læring, og det er jeg enig i, men vi tror også, at det går den anden vej: Altså hvis eleverne lærer noget, så trives de også, siger hun og tilføjer, at resultaterne skyldes mange års vedholdende fokus på trivsel og læring, samt vigtigheden af en elevtidskalender:

- Der er i hver klasse en oversigt over hele skoleårets afleveringer på ugebasis og den tid, vi forventer, at eleven bruger på den enkelte opgave. Tidligere har vi oplevet, at eleverne op til ferier og karaktergivning blev overbebyrdede med afleveringer. Jeg tror - og håber også meget - at eleverne påskønner dette initiativ, for det er et stort arbejde at få planlagt.

Vejleder mærker forskel

Undersøgelsen af elevtrivsel gennemføres hvert år af landets 350 gymnasier.

Resultaterne af undersøgelsen er netop offentliggjort af Børne- og Undervisningsministeriet og stammer fra december, 2019. Den tager udgangspunkt i fem parametre, og resultatet viser en score på 4,0 til den lokale handelsskole, mens landsgennemsnittet er 3,8.

Baggrunden for de gode resultater har handelsgymnasiets vejleder, Mark Møller, kunnet se på nærmeste hold.

- Der er en kæmpe forskel fra tidligere på elevernes psykiske tilstand. Før oplevede jeg, at der var markant flere stressreaktioner, og der blev grædt en del i vejledningen, når opgaverne tårnede sig op, inden lærerne skulle give karakterer. I dag har jeg mere fokus på andre problematikker, herunder angst og det svære knyttet til at være en velfungerende elev i en coronatid, siger han.

Han glæder sig over, at der, selv om undersøgelsen fra december ikke er klar endnu, er offentliggjort gode delresultater fra denne.

De viser, at gymnasiet står til fremgang, for selv om coronarestriktioner har medført et fald i social trivsel, så er tallene i parametrene læringsmiljø og faglig trivsel vokset mere.

Helle Holst, der ellers er super glad for resultaterne, påpeger dog, at var den seneste undersøgelse gennemført i januar, under nedlukningen, var resultaterne næppe så gode:

- Eleverne savner i den grad at komme tilbage til en normal hverdag med tæt kontakt til kammerater og lærere. På den måde adskiller vi os ikke.

Lokale resultater i trivselsmåling
Undersøgelsen er lavet i december, 2019, og resultaterne er udkommet for nylig.
Hhx på Celfs resultater er på alle de fem målte parametre - faglig trivsel, social trivsel, læringmiljø, pres og bekymringer, samt mobning - bedre end landsgennemsnittet.
Hhx, Celf: 4,0 - 3,8 på hhx på landsplan.
Htx, Celf: 3,7 - 3,8 på htx på landsplan.
Stx (det almene gymnasie), Katedralskolen: 3,8 - 3,9 på stx på landsplan.
Hf, Katedralskolen: 3,7 - 3,6 på hf på landsplan.
Hf, Vuc Storstrøm: 3,8 - 3,6 på hf på landsplan.
Kilde: Børne- og undervisningsministeriet.