Hjælpepakker nødvendige ved nye restriktioner

Nykøbings restauranter, blandt andet her omkring Torvet, skal fra fredag igen bede kunderne huske mundbindet og coronapasset, hvis der skal penge i kassen. Foto: Anders Knudsen/arkiv

- Vi er også nødt til at tage hensyn til hinanden, og det synes jeg, at vores detailhandel og restauratører er mestre i, siger city- og erhvervschef i forbindelse med nye restriktioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING - Der er ikke nogen tvivl om, at det her vil gribe ind i deres højsæson.

Sådan siger city- og erhvervschef i Vores Nykøbing André Andersen om de restriktioner, landets restauranter nu igen skal underlægges, og som rammer midt i julefrokostsæsonen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlagde på vegne af regeringen onsdag aften de nye restriktioner, som blandt andet tæller krav om mundbind og coronapas i restaurationer gældende fra i morgen, fredag.

Det bekymrer André Andersen.

- Vores restauratører lever en omtumlet tilværelse lige nu, og jeg håber, at folk vil give den gas med takeaway ved restauratørerne og støtte de lokale, for der er virkelig behov for det - både i restauranter og butikker. Det er vigtigt, hvis vi vil have en by, der fortsat er fed at være i og levende, og som man er stolt af, når nogen kommer på besøg, siger han, der godt ved, at han kan lyde som en ridset plade, der er gået i hak.

Restauratørerne har de seneste uger i forvejen fået mange afbestillinger på julefrokoster, og onsdag anbefalede Mette Frederiksen direkte, at man droppede julefrokosten med arbejdspladsen.

De penge plejer restauranterne ellers at leve højt på.

- Vi skal huske på, at julefrokoster er med til at skabe grundlag for noget økonomi i de ofte meget stille måneder januar, februar og til dels marts, så december er utrolig vigtigt for restauratørerne, siger André Andersen og glæder sig over, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) på pressemødet sagde, at regeringen nu ville indgå i forhandling med Folketingets øvrige partier om hjælpepakker til restauratørerne:

- De er nødt til at gøre det, for ellers kan vi lukke restaurationer rundt omkring.

Hans store frygt er, at der igen kommer en total nedlukning af restauranter og butikker, hvis smitten fortsat breder sig.

Dertil håber han, at det nye økonomiudvalg i kommunen, der tiltræder i januar, som det gamle vil give en lokal coronapakke.

- Den gav mulighed for at lave en masse ekstra aktiviteter, og det var rigtig godt. Det er der behov for igen, for det her coronaværk er ikke overstået endnu, siger han og tilføjer:

- Det kunne være rart at se en ende på det, sådan tror jeg, at alle mennesker har det, men vi er også nødt til at tage hensyn til hinanden, og det synes jeg, at vores detailhandel og restauratører er mestre i.

De nye coronarestriktioner
­
Fra fredag:
Der skal igen vises coronapas og bæres mundbind på restauranter
Natklubber og diskoteker lukkes ned, og salg af alkohol skal generelt ophøre efter midnat og til klokken 5
Der lukkes for indendørs koncerter, forestillinger og lignende med plads til flere end 50 stående gæster
­
Grundskoler lukker fra og med 15. december til og med 4. januar, og elever skal derfor have undervisning hjemmefra. Specialklasser og specialskoler er undtaget nedlukningen
Sfo'er og andre fritidstilbud lukker i samme periode
Der tilbydes nødpasning for berørte børn
Efterskoler lukkes fra 19. december til og med 7. januar
Coronapassets gyldighed ved fuld vaccine skæres ned fra 12 til 7 måneder
Anbefaling om i videst muligt omfang at arbejde hjemmefra, samt om at skære ned på sociale arrangementer, herunder julefrokoster