Hjemmerøvere anholdt i Nakskov

Politiet har klokken 9.35 anholdt to personer på Strandpromenaden i Nakskov. Der er tale om de to hjemmerøvere i 20-25 års alderen, der klokken 06.18 i morges begik et hjemmerøveri mod en 61-årig kvinde på Falkevej i Sakskøbing.

Ifølge politiets vagtchef Kenneth Pedersen bankede de to mænd på døren hos kvinden, og da hun åbnede, blev hun truet med en blank pistol. Mændene forlangte at få udleveret penge samt nøglerne til kvindens bil.

Den chokerede kvinde gav røverne et mindre kontantbeløb samt sine bilnøgler, og derefter forsvandt de i hendes sorte Hyundai I10.

De to hjemmerøvere er efter røveriet i Sakskøbing tilsyneladende kørt til Præstevænget i Søllested, hvor de tiltvang sig adgang til et hus, hvori de to gerningsmænd endnu en gang begik hjemmerøveri og truede med en pistol. Ifølge folketidende.dk's foreløbige oplysninger skulle det have foregået med en vis voldsomhed.

Kvindens bil og de to mænd blev siden fundet af politiet ved en ejendom på Strandpromenaden i Nakskov, hvor de to mænd i første omgang forskansede sig i ejendommen. Kvinden der bor på adressen skulle, ifølge folketidende.dk's oplysninger være den ene gerningmands kæreste.
 
Politiet omringede huset, hvor efter den ene af de to mænd forsøgte at flygte ud af vinduet, men blev anholdt. Den anden gerningsmand blev i huset, og mens politiet gjorde klar til at storme huset kom han ud og blev anholdt klokken 09.35.




Politiet anholdte klokken 09.35 under dramatik to hjemmerøvere i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret